• Nyhed

Jovanovic på vippen i AGF

Aleksandar Jovanovic for AGF
Getty Images
Annonce

Målmand Aleksandar Jovanovic er muligvis ikke at finde i AGF efter nytår, erkender De Hviies sportschef Peter Christiansen

Aleksandar Jovanovic’ lejekontrakt med AGF udløber ved årsskiftet, men hvorvidt den serbiske målmand er at finde i det aarhusianske efter nytår, kan AGF’s sportschef, Peter Christiansen, ikke svare på.

“Hvad det ender med for Jovanovic, er for tidligt at sige,” siger AGF-sportschefen.

Den serbiske målmand har misset de to seneste Superliga-kampe grundet en skade, men er ifølge Peter Christiansen aktuel for udtagelse til kampen mod Brøndby efter landsholdspausen.

Det betyder dog ikke, at den serbiske keeper er selvskrevet til startopstillingen.

“Vi kan ikke garantere nogen noget. Det er den konkurrencesituation, jeg gerne vil have i klubben,” siger sportschefen.

Såvel som på andre positioner på banen er konkurrencen om at blive førstemålmand i AGF hård, og Peter Christiansen er godt klar over, at en målmand som Jovanovic ikke vil sidde på bænken.

“Hvis Jovanovic ikke kan vinde sin plads tilbage, så tror jeg, at han vil kigge andre steder hen – sådan er det jo,” siger han.

Han understreger, at man som AGF-spiller skal være forberedt på at få konkurrence.

“Hvis ikke man kan forstå, at der er en konkurrencesituation, så har jeg i bund og grund ikke brug for dem,” siger sportschefen.

Sportschefen lejede i de sidste timer af sommerens transfervindue Jovanovic, da klubbens anden keeper William Eskelinen blev skadet, og det har ifølge sportschefen givet klubben et løft.

“Det har været fantastisk, for hele målmandsteamet har måttet hæve deres niveau, når en spiller som Jovanovic, der har været aktuel for det serbiske landshold og spillet i den bedste spanske række, kommer,” siger han.

Søndag vandt AGF 4-2 over SønderjyskE uden Jovanovic i truppen.

/ritzau/

Loading