Julekalender 24. december: Den ultimative danske triumf

Hver dag i december får du en særlig historie i kategorien ”De fedeste kampe”. I dag handler det om dansk fodbolds største triumf, nemlig EM 1992

Alting var bare bedre i gamle dage. Solen skinnede altid om sommeren, øllene var iskolde, og det danske landshold spillede fantastisk fodbold.

Og så igen. I sommeren ´92 holdt de to første ting stik, mens det tredje bestemt ikke var tilfældet. Efter den missede VM-kvalifikation i 1990 skulle Richard Møller Nielsen som ny landstræner forsøge at få landsholdet med til EM i nabolandet Sverige.

Gruppen med Jugoslavien, Østrig, Nordirland og Færøerne var ikke frygtindgydende, men alligevel glippede det, og undervejs fik landstræneren et par gedigne nyrestød. Stjernerne Michael og Brian Laudrup ville ikke spille på landsholdet, og inden skæbnekampen ude mod Jugoslavien rejste Jan Heintze hjem, da han fik at vide, at han ikke skulle starte inde.

Kaos i landsholdslejren

Jugoslavien vandt gruppen og skulle til EM, og respekten om det danske landshold og træneren var på lavpunktet, hvilket også blev understreget af, at man tabte til Sverige med 0-4 året inden EM i en venskabskamp.

Ligesom hovedparten af de danske roligans havde jeg også mistet en del af interessen for landsholdet og var begyndt at følge diverse klubhold i Europa, men i 1992 begyndte det at vende igen på en trist baggrund.

En sanktion mod Jugoslavien grundet en eskalerende borgerkrig gjorde, at landet blev udelukket fra blandt andet al sport, og da Danmark var blevet nummer to i kvalifikationsgruppen, så fik de en indkaldelse.

Jeg troede, ligesom spillerne, at det var løgn, og da alle var gået på ferie som jeg selv, så kunne det da aldrig nogensinde gå. Alle var med på, at det var tre kampe og farvel i en gruppe med England, Sverige og favoritterne fra Frankrig, men hvad pokker. Et EM er et EM, og det var stort, at Danmark var med. Uanset den triste baggrund.

Nul forventninger, men så…

Så jeg sad klar til 0-0 kampen mod et rystende dårligt engelsk landshold, men det var da et point mere end beregnet. Også kampen mod Sverige blev fulgt derhjemme foran det gamle B & O-fjernsyn (uden fjernbetjening), og efter nederlaget på 0-1 var der bred enighed om blandt mine venner i fodboldklubben og gymnasieklassen, at vi bare skulle nyde at spille mod Frankrig i den sidste gruppekamp.

De var trods alt store favoritter til titlen og skulle bare have et point for at klare sig igennem til den forventede semifinale. Men et undertippet dansk landshold vandt overraskende 2-1 og sikrede sig en semifinale, da Sverige slog England med samme cifre og hev Danmark med over.

Holland i semi´en ville dog blive alt for stor en mundfuld, for det var slutrundens bedste hold og havde lige banket tyskerne med 3-1.

Vanvid og vildskab

Jeg husker stadig, at jeg sad i min fars gamle sorte læderstol, som blev helt klistret til af sved under kampen. Ja, det var en varm sommerdag i juni, men mest af alt var det et kæmpedrama, der udfoldede sig i det svenske.

Efter en syg kamp, der endte 2-2 efter en hollandsk udligning fire minutter før tid, slæbte et skadesplaget dansk hold sig igennem den forlængede spilletid, hvor man også mistede Henrik Andersen undervejs med en grim knæskade.

Men det lykkedes at komme ud i straffespark, og her måtte føromtalte læderstol lægge krop til både røvsved og enorme håndklask. Første gang, da Peter Schmeichel helt utroligt snuppede selveste Marco van Bastens forsøg, og anden gang, da Kim Christofte legede mind games med den usympatiske hollandske keeper Hans van Breukelen, som blev så rundforvirret, at Kim ”kold som is”-tofte tog halvanden skridts tilløb, lavede en kropsfinte og sendte Danmark i EM-finalen d. 26. juni mod de tyske verdensmestre.

Afsted mod en folkefest

Samtlige kampe havde jeg set hjemme ved mine forældre, men nu skulle der ske noget nyt. I skuffen i mit skrivebord havde jeg stadig det fodbold-kit, som jeg købte under VM 1986, da Danmark sidst var gode.

Det var langsomt, men sikkert blevet pakket væk i takt med skuffelserne ved EM i 1988 og de missede kvalifikationer i 1990 og 1992.

Nu var det på tide at tage krigsmalingen på igen. Rød-hvid i ansigtet dog jeg afsted.

Tomålsskytten Bendtner stiller sig ikke tilfreds

Nicklas Bendtner er glad for sine to mål i dagens reservekamp mod Brøndby, men fortæller også, at han selvfølgelig hellere vil score i de kampe, der gælder

Jeg boede i Tønder, som ligger få kilometer fra den tyske grænse. Det skulle vise sig, at vi fik vores sjov med det senere den aften.

Vi var en lille, sluttet flok på 10 mand, da tog ophold hos min gode veninde Hanne Lassen, som havde huset for sig selv, og dermed nåede vi også i barskabet før, under og efter kampen.

Det er simpelthen ikke rigtigt!

For det blev en hektisk affære, som tyskerne dominerede fra start til slut. Heldigvis havde Peter Schmeichel taget storspillet fra Holland-kampen med sig og lavede utrolige redninger på især stjernen Jürgen Klinsmann. Når han altså ikke bare tog bolden med en hånd på et indlæg. Og da han endelig blev passeret kastede Kent Nielsen sin lange krop op i luften og hev en akrobatisk redning ude af støvlerne lige foran snuden på Karl-Heinz Riedle.

På det tidspunkt havde Danmark utroligt nok slået til. Som i et magiske eventyr af H.C. Andersen forvandlede John ”Faxe” Jensen sig fra grim ælling med elendige skud til en smuk svane med et dundrende missil, som suste forbi Bodo Illgner i det tyske mål efter 19 minutter.

Præcis en time senere slog Kim Vilfort til i den anden ende med et fladt skud, som tog stolpen, og så var den uventede og vidunderlige danske triumf en kendsgerning.

Først gråd, så fest

Både jeg og min ven Søren C. måtte dumpe ned i en af de kæmpestore sofaer i Hannes Lassens barndomshjem, og vi hulkede som små drenge, der havde tabt vores slikkepind i en myretue.

Men efter pokaloverrækelsen og et hav af øl og en balje whisky rykkede vi ned i det stor Posthus-kryds i Tønder. Det er her, at mange biler passerer, når de skal hjem til Tyskland.

Også denne aften havde biler med tyske nummerplader forvildet sig herind, hvor en kæmpe horde af danskere havde forsamlet sig.

De tyske biler kunne kun snegle sig videre, og det endte med, at vi hoppede op på køleren, taget og bagsmækken af dem, mens vi sang: ”Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei”.

En afsvedet plet

Alt foregik i den skønneste orden uden hærværk, og tyskerne tog det med højt humør og lykønskede os hele vejen rundt. Måske var de også trætte af deres eget arrogante hold, som havde stillet en triumfscene op i Frankfurt til at modtage Die National-Elf, når de forventeligt skulle komme hjem med EM-trofæet. Det blev dog kun fragtet til København.

Jeg mødte en tysker i helt dansk uniform, der som jeg havde rød-hvide farver malet i ansigtet. Han gad ikke sit eget landshold med deres maskinfodbold og heppede på lille Danmark. Jeg fik aldrig hans navn, men han gav en lunken dåseøl, og så smuttede han ind i mængden, der hoppede på biler.

Min uhæmmede jubel fik et lidt brat afbræk, da en vildfaren raket blev affyret ind i mængden. Den ramte tilfældigt mig i nakken, og så kastede jeg mig skrigende til jorden.

Et minde for resten af livet

Hurtigt blev jeg hjulpet op af to hærdebrede politifolk, som tog med ud i siden af Posthus-krydset. Jeg husker det ikke selv, men da jeg vågnede næste morgen havde jeg, udover gedigne tømmermænd, en stor afsvedet plet i mit baghoved.

Det tog jeg blot som et fantastisk minde om en vidunderlig aften. Og når jeg genser højdepunkterne fra EM-finalen, tager jeg mig instinktivt til nakken for at mærke efter, om pletten stadig er der.

Det er den heldigvis ikke. Men mit minde om den største danske fodbold-triumf nogensinde er dog brændt fast i indersiden af skallen. Og det forsvinder aldrig.

Glædelig jul!

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her