• Nyhed

Kane forstår ikke VAR: Der er straffespark

Harry Kane, Tottenham
Getty Images
Annonce

Harry Kane så ud til at blive snydt for et straffespark, da Tottenham tabte til Newcastle, og stjernen forstår ikke, hvorfor VAR ikke greb ind

Tottenham tabte højst skuffende 0-1 på hjemmebane mod Newcastle denne weekend og gav samtidig en præstation, der ikke vil have ført til den store glæde blandt tilskuerne. Men Spurs kunne let have reddet sig et point alligevel, hvis dommeren havde været dem mildere stemt.

Med få minutter tilbage af kampen blev Harry Kane nemlig nedlagt af Jamaal Lascelles i feltet, og det lignede et straffespark. Men hverken dommeren eller VAR-systemet valgte at dømme forseelsen, og så sluttede opgøret med et nederlag til London-klubben. Kane selv forstår ikke bevæggrunden.

“Det er svært at forstå, hvorfor det ikke blev givet. Det er det samme, som når en målmand kommer ud, bruger armene og fælder dig – der er straffespark,” udtaler Tottenham-stjernen ifølge Football365.

“Jeg snublede over hans (Lascelles, red.) arm og derefter hans krop. Om det var bevidst eller ej, så var det fra mit synspunkt svært at tage.”

“Det (VAR, red.) er der for at hjælpe dommeren på banen. Når det er sagt, så kunne han ikke se (situationen, red.). Det er der, at VAR kan hælpe ham. Hvis han havde sagt ‘ingen straffe’ og VAR så havde sagt, at den var 50/50, så kan man være enig.”

“Jeg ved ikke, hvordan diskussionen har lydt – om han har sagt, at han har set det eller ej. Men fra mit synspunkt, er det svært at forstå. Men sådan er fodbold nogle gange,” tilføjer Kane.

Premier League har med indførelsen af VAR understreget, at systemet kun skal blande sig, hvis dommeren har lavet en tydelig fejlkendelse. Se den tvivlsomme situation herunder og vurdér selv om der burde være dømt straffe eller ej.

Loading