• Udtalelse

Kane: Jeg bliver ikke i Spurs, bare for at blive

Getty Images
Annonce

I en Instagram-chat med Sky Sports-eksperten Jamie Redknapp vil Harry Kane ikke afvise et klubskifte. Skal han blive i klubben, skal der også vindes titler

Siden nytårsdag har Tottenhams skarpetter siddet udenfor med en baglårsskade, og hvis ellers Premier League bliver genoptaget, vil Kane være klar til at skulle i aktion.

I sit skadesfravær har han kunnet se et Spurs-hold, der har været ganske svingende under José Mourinho, ligesom det er blevet til exit i både FA Cuppen mod Norwich, og en ordentlig øretæve i 1/8-finalen mod RB Leipzig.

Direkte adspurgt via en Instagram-chat med Sky Sports-eksperten Jamie Redknapp om, hvorvidt han kunne finde på at forlade Tottenham, udtaler den engelske landsholdsanfører, at han gerne vil vinde titler, og hvis det er uopnåeligt med det nuværende sportslige niveau i Spurs, er han ikke afvisende for at søge andre græsgange.

“Det er et af de spørgsmål, hvor jeg hverken kan sige ‘ja’ eller ‘nej’. Jeg elsker Spurs, og det vil jeg altid gøre. Skal jeg endelig svare, så har jeg altid sagt, at hvis jeg ikke føler, vi udvikler os som et hold, eller det går i den retning, så er jeg ikke typen, der bliver bare for at blive,” udtaler Harry Kane til Sky Sports’ Jamie Redknapp.

Harry Kane fik sit store gennembrud for Tottenham i 2014/15-sæsonen, hvor han scorede 21 mål. Han står noteret for 278 kampe for Nordlondon-klubben i alle turneringer. 181 mål har han scoret.