• Nyhed

Klopp om pokalløft: Bliver vores livs største øjeblik

Getty Images
Annonce

Liverpool får endelig lov at løfte Premier League-pokalen efter aftenens kamp mod Chelsea, og Jürgen Klopp glæder sig på hele holdets vegne

Liverpool har vundet deres første Premier League-titel siden indførslen af den moderne turnering i 1992. At det ville ske, har stået klart helt siden før corona-pausen, og The Reds har forståeligt nok slækket lidt på præstationerne efter æren kom i hus.

Men onsdag aften vil alt det være glemt og hovederne fokuserede på ny, når Chelsea gæster Anfield. Liverpool-spillerne og trænerstaben får nemlig overrakt Premier League-pokalen efter kampen, og manager Jürgen Klopp vil gøre alt for, at det bliver en så mindeværdig aften som muligt.

“Jeg har allerede fortalt drengene, at vi må forberede os på to ting i denne uge. Vi skal forberede os på kampen mod Chelsea, hvilket vi gør til træning, og så skal vi sørge for, at vi virkelig føler det rigtige i øjeblikket, når det sker,” udtaler tyskeren ifølge Sky Sports om den forestående ceremoni.

“Onsdag vil vi nyde det. I det øjeblik skal vi stoppe op i et sekund, kigge på det (trofæet, red.), være lykkelige for det, nyde det sammen med alle vores fans rundt omkring i verden, med hjertet og med hjernen, og gøre øjeblikket til det største i vores liv til dato,” tilføjer Klopp.

Liverpool-Chelsea har kickoff kl. 21.15 i aften, og hvor opgøret mest er ceremonielt for hjemmeholdet, er der vigtige point i kampen om top fire-placeringerne på spil for The Blues.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.