• Udtalelse

Kovacic hylder Lampard: Det var alt for monotont under Sarri

Frank Lampard
Getty Images
Annonce

Mateo Kovacic er glad for holdets nye træner Frank Lampard, der har formået at gøre træningen i Chelsea spændende

Chelsea skiftede sidste sommer ud på trænerposten, hvor Maurizio Sarri røg ud til fordel for klublegenden Frank Lampard.

Lampard har overordnet set gjort et flot stykke arbejde med et hold, hvor han efter 25 runder ligger på fjerdepladsen i tabellen med et hold, han ikke havde mulighed for at hente spillere til grundet klubbens transferkarantæne.

Klubbens kroatiske midtbanespiller Mateo Kovacic er også utroligt glad for at have fået Lampard ind, som han langt bedre kan lide at træne under end Sarri.

“Det kan godt være, at jeg kom til Chelsea under Maurizio Sarri, men jeg må altså sige, at Lampard er en exceptionel træner. Den person han var som spiller, er han også som træner,” forklarer Kovacic ifølge Daily Mail og fortsætter:

“Han giver utroligt meget af sig selv. Det er altid spændende at komme til træning. Det står en smule i kontrast til sidste sæson.”

“Det er nok den største forskel på Lampard og Sarri, der formåede at gøre hele konceptet omkring en træning enormt monotomt. Mange af træningspassene og de taktisk forberedelser var bare de samme.”

Chelsea holder, ligesom resten af Premier League-holdene, vinterferie lige nu, men på den anden side skal de møde Manchester United hjemme på Stamford Bridge.