• Nyhed

Kyniske England udklasserede Bulgarien

England
Getty Images
Annonce

England havde ingen problemer med Bulgarien, som gruppe A’s førerhold slog med stensikre 4-0 hjemme på Wembley

England skulle lørdag forsøge at generobre førstepladsen i EM-kvalifikationens gruppe A, da Bulgarien kom på besøg på Wembley.

Englænderne havde vundet begge af holdets første to kampe, mens gæsterne kun havde fået 2 points i fire kampe.

Som ventet sattte hjemmeholdet sig hurtigt på kampen, og Bulgarien havde også indstillet sig på, at de skulle forsvare sig i store dele af opgørets 90 minutter.

England kom på sejrskurs midt i 1. halvleg, da bulgarerne blev for modige i opspillet ved et målspark. Raheem Sterling stjal bolden og spillede Harry Kane fri foran mål, hvor Tottenham-spilleren er sikkerheden selv.

Kort inde i 2. halvleg blev Marcus Rashford nedlagt i det bulgarske felt af den tidligere FC Midtjylland-spiller Nikolay Bodurov. Igen stod Kane klar til at sparke bolden i kassen, og det var præcis, hvad der skete. 2-0 til England.

Og få minutter senere blev sejren så sikret. Harry Kane gjorde klar til afslutning men lagde i stedet bolden på tværs til Sterling, som blot skulle lægge kuglen i mål.

Med 20 minutter igen fik England endnu et straffespark. Harry Kane blev løbet ned bagfra og sparkede selvfølgelig selv bolden ind til 4-0, som også blev kampens resultat.

I gruppens anden kamp vandt Kosovo 2-1 over Tjekkiet, og den nye nation lægger sig dermed op på gruppens 2. plads.

Andre resultater i EM-kvalifikationen:

Kosovo – Tjekkiet: 2 – 1

Litauen – Ukraine: 0 – 3

Island – Moldova: 3 – 0