• Nyhed

Lars Høgh fortsætter som målmandstræner på landsholdet

Lars Høgh, Danmark
Getty Images
Annonce

Den mangeårige målmandstræner fortsætter sit virke på det danske landshold under Kasper Hjulmand

Tidligere på dagen meldte DBU ud, at man havde ansat Ebbe Sand til en stilling som angrebstræner på det danske landshold, og nu har man sikret endnu en mangeårig medarbejder for fremtiden.

DBU kan fortælle, at Lars Høgh har takket ja til at fortsætte sit job som målmandstræner under den nye landstræner Kasper Hjulmand, der allerede er tiltrådt i stillingen.

“Jeg har tidligere arbejdet med Høgh og kender ham rigtig godt som menneske og træner, og jeg ved, at han har en høj stjerne i målmandsgruppen og generelt i truppen på landsholdet. Det er helt naturligt for mig at fortsætte det gode samarbejde, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med Høgh igen,” siger Hjulmand.

Også Lars Høgh selv er glad for at kunne fortsætte sit arbejde for Danmark.

“Jeg har stadig ambitioner, og jeg har altid følt mig privilegeret over at få lov til at arbejde med de bedste målmænd i Danmark, så derfor var jeg selvfølgelig meget klar på at fortsætte på holdet. Jeg er meget glad for det sammenhold, vi har på landsholdet,” lyder det fra den tidligere OB-keeper.

Lars Høgh varetager sideløbende et job som målmandstræner i Brøndby IF.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.