• Udtalelse

Leeds spillede med musklerne: Forsøgte at hente Zlatan Ibrahimovic

Annonce

Leeds Uniteds italienske ejer Andrea Radrizzani løfter sløret for at Championship-klubben forsøgte at hente Zlatan Ibrahimovic i vinterens transfervindue

Den store engelske traditionsklub Leeds United var inden coronapausen satte ind godt på vej mod oprykningen til Premier League, hvor Yorkshire-klubben ikke har været siden 2004.

For at fuldføre missionen om tilbagevenden til Premier League skal dygtige spillere hentes til, og det var præcis, hvad Leeds forsøgte på i vinter.

Klubbens ejer Andrea Radrizzani siger i et interview til Sky Sports Italy, at man havde en dialog med Zlatan Ibrahimovic, mens også Paris Saint-Germains Edinson Cavani var inde i billedet.

Mest konkret var samtalerne dog med Ibrahimovic, fastslår Radrizzani:

“Han kunne give os det afgørende rygstød, men han valgte at skifte til AC Milan. Han har været meget ærlig og transparent overfor mig,” udtaler Andrea Radrizzani.

Leeds’ træner Marcelo Bielsa er i forvejen en stor kapacitet på Championship-niveau. Tidligere har argentineren trænet store landshold som Argentina og Chile, ligesom han har stået i spidsen for Athletic Club, Olympique Marseille og Lazio.