• Kamp

Liverpool tog endnu en sejr til sidst mod stærke Wolves

Getty Images
Annonce

Det så ud til, at Wolves skulle tage et point mod Liverpool, men en sen scoring af Roberto Firmino gav The Reds en 2-1 sejr

Der var lagt op til et spændende Premier League-brag, da Wolves torsdag aften tog imod topholdet Liverpool. De første minutter bød da også på farlige angreb i begge ender, og det lignede et gryende festfyrværkeri.

Efter den lovende start kom Liverpool så i front efter bare otte minutters spil. Og som så mange gange før i denne sæson kom det efter et skarpt hjørnespark fra Trent Alexander-Arnold. Indlægget fandt Jordan Henderson, der flot headede bolden ind bag Rui Patricio i målet.

Blot to minutter senere burde Matt Doherty dog have udlignet for hjemmeholdet, da en smart aflevering fra Ruben Neves spillede ham helt fri i Liverpool-feltet. Men hovedstødet gik uden om Alissons stolpe.

Det hæsblæsende tempo fortsatte, og Mo Salah var næste mand i skydeteltet. Men egypterens afslutning blev stoppet af heroisk forsvarsspil.

Liverpool blev dog ramt af noget næsten værre end en udligning, da Sadio Mané efter en halv time måtte forlade banen med en skade. Det gav et indhop til nyindkøbet Takumi Minamino.

Raul Jimenez og Salah havde derpå de sidste chancer i en første halvleg, der dog endte med kun Hendersons tidlige scoring på måltavlen.

Wolves svarer igen

Bare et minut efter pausen kom Salah tæt på igen, da han stjal bolden fra Adama Traoré og testede Patricio med et farligt skud. Så var vi i gang igen, og på det efterfølgende angreb prøvede Pedro Neto sig med et forsøg fra hjørnet af feltet.

Og fem minutter senere udlignede Wolves så ganske fortjent. Traoré kom fri i højre side efter et kontraangreb og fandt Jimenez med et perfekt indlæg. Mexicaneren headede sikkert bolden ind bag Alisson, og så var kampen helt lige igen.

Det var første gang Liverpool indkasserede et mål i otte Premier League-kampe, og de så faktisk lidt rystede ud i de følgende minutter, hvor lydniveauet steg betragetligt på Molineux.

Roberto Firmino fik en gylden mulighed for at bringe The Reds i front kort efter, da en retur fra en Minamino-afslutning gav et frit skud. Men det endte lige i favnen på den allerede liggende Patricio.

Så prøvede Traoré lykken i den anden ende, og kun en hurtig reaktionsredning fra Alisson forhindrede en overraskende føring til Wolves. Med 25 minutter igen var kampen mere end åben.

Sen Firmino-scoring sikrer endnu en sejr

Jimenez kunne derpå være blevet dobbelt målscorer, da han sled sig alene igennem mod Liverpool-målet. Men igen klarede Alisson udfordringen flot og blev stående på benene og blokerede skuddet. Men den snigende fornemmelse af et Liverpool-nederlag lå i luften.

The Reds fik dog lidt ro over tingene igen, og som holdene gik ind i det sidste kvarter, så det hele meget lige ud.

Med 10 minutter igen var det Firminos tur til at komme alene igennem, men igen-igen vandt målmanden, da Patricio gik stærkt ned og parerede afslutningen med foden.

Men to minutter senere slog brasilianeren alligevel til. Mo Salah holdt fremragende fast i bolden på kanten af Wolves-feltet, og så endte bolden hos Firmino på en aflevering fra Henderson. Han trak sig fri og smækkede bolden sikkert ud i siden af nettet.

Wolves fik en sidste stor chance to minutter inde i overtiden, da indskiftede Diogo Jota pludselig fik bolden få meter fra mållinjen. Men afslutningen gik langt over gæsternes mål.

Dermed vandt Liverpool 2-1 og tog sæsonens 22. sejr i den 23. kamp. De har nu taget 94 ud af de seneste 96 mulige Premier League-point.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.