• Kamp

Liverpool tog ny sejr i udsat kamp mod West Ham

Liverpool
Annonce

Der var ikke den store slinger i valsen, da Liverpool ordnede West Ham med 2-0 på mål af Mohamed Salah og Alex Oxlade-Chamberlain

I december blev Premier League-kampen mellem West Ham og Liverpool udsat på grund af Klub-VM, og den skulle i stedet spilles denne onsdag aften.

Det var to hold med vidt forskelligt momentum, og det kom da også til udtryk efter en halvsløj start, hvor Liverpool sad på spillet men uden at blive farlige.

Det blev de dog midt i første halvleg, hvor Andy Robertson var tæt på en sjælden scoring, men bolden kunne lige nøjagtigt ikke snige sig over stregen.

Det kunne den til gengæld uden problemer ti minutter senere, da Mohamed Salah hamrede et straffespark i mål, efter Divock Origi var blevet nedlagt i feltet kort forinden.

Fra anden halvlegs start lignede Liverpool et hold, der havde tænkt sig at afgøre løjerne hurtigt, for efter en stor chance til Roberto Firmino, der ikke fik nok saft og kraft i afslutningen, satte kontramaskinen i gang.

Et West Ham-hjørnespark blev på få sekunder forvandlet til en friløber til Alex Oxlade-Chamberlain, og så stod det 2-0.

Hjemmeholdet fik mod kampens slutning en god mulighed for at åbne kampen op, da Trent Alxander-Arnold valgte at tage egen stolpe med i spillet. Stortalentet fik dog afværget den farlige situation.

Kort efter ramte Liverpool igen træværket, men i den rigtige ende, da Salah satte en indersideafslutning mod Lukasz Fabianskis mål. Bolden gik her ud til målspark.

Kampen bød ikke på flere scoringer, og så kunne forspringet i toppen af Premier League vokse til ufattelige 19 point.