• Transfer

Lørdagens transferrygter: Bayern tæt på to store stjerner

Kai Havertz, Bayer Leverkusen
Getty Images
Annonce

Både Kai Havertz og Leroy Sané kan ende i Bayern München, mens Manchester United og Chelsea fisker i Premier League. Det er rygtetid!

Bayerns nye stjerner

Allerede sidste sommer var Bayern München umanerligt tæt på at hente Manchester Citys Leroy Sané. Dengang kom der en langvarig skade i vejen, men uden den slags uheld denne sommer, så ser det ud til, at de tyske mestre endelig får deres mand. Ifølge kilder i Tyskland får wingeren en femårig kontrakt i klubben. (Bild)

Men Bayern stopper ikke her. De anser nemlig også sig selv som favoritter til at hente Bundesliga-sensationen Kai Havertz, der er i høj kurs for tiden. Flere engelske topklubber og Real Madrid lurer også, men det rokker ikke ved sydtyskernes optimisme. (Independent)

Manchester United har fundet deres playmaker

Manchester United holder også skarpt øje med tyske Kai Havertz, men i mellemtiden arbejder The Red Devils videre med deres førsteprioritet, Jack Grealish. Aston Villa-anføreren har haft en fremragende debutsæson i Premier League og ventes at skifte klub til sommer. United er favorit til at hente englænderen. (Manchester Evening News)

Chelsea er ikke færdige endnu

Med købene af Hakim Ziyech og snart Timo Werner har Chelsea allerede oprustet voldsomt frem mod den nye sæson. Men de er ikke færdige endnu. Nu vil de nemlig sikre sig Leicesters venstreback, Ben Chilwell.

To ting står dog i vejen for The Blues denne gang. For det første regner Leicester med at kvalificere sig til Champions League, hvilket gør, at de regner med at kunne overtale landsholdsspilleren til at blive. Og for det andet kræver The Foxes som minimum en halv milliard kroner for deres guldfugl. (Leicester Mercury), (Guardian)

Everton kigger på PSG-legende

Carlo Ancelotti har udset sig en gammel kending til at styrke Everton-mandskabet i næste sæson. Det drejer sig om selveste Thiago Silva, hvis kontrakt med PSG udløber denne sommer. Manageren arbejdede tidligere sammen med den brasilianske midtstopper tilbage i 2011 i PSG. (Le10Sport)

Guardiola har spurgt på Barcelona-profil

Pep Guardiola kunne godt tænke sig en reunion med Sergi Roberto til næste sæson. Manchester City har sendt en forsigtig forespørgsel afsted til Camp Nou, men højrebacken vil kun skifte klub, hvis Barcelona siger god for det.(Mundo Deportivo)

United forhandler med argentinsk stortalent

Manchester United har angiveligt åbnet forhandlingerne med Velez Sarsfield om midtbanetalentet Thiago Almada. Den 19-årige argentiner har en frikøbsklausul på 165 millioner kroner, og også Arsenal har tidligere været sat i forbindelse med Almada. (Fichajes)

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og videoer, kan du gøre det via linket herunder.