• Transfer

Lørdagens transferrygter: Manchester United lurer på Bayern-wing

Getty Images
Annonce

Kingsley Coman er på blokken hos Manchester United, mens Napoli er tæt på en af sommerens største handler. Det er rygtetid!

The (Co)man for United?

Manchester United skal i gang med oprustningen frem mod næste sæson, når den nuværende er overstået søndag. Og forlydender i England går nu på, at Bayern München-stjernen Kingsley Coman har skabt interesse på Old Trafford.

Førsteprioriteten på kantpositionen har længe været Borussia Dortmunds Jadon Sancho, men nu skulle 24-årige Coman altså være dukket op som et reelt alternativ til englænderen. (Athletic

Napoli særdeles tæt på afrikansk stjerne

21-årige Victor Osimhen er efter en fremragende sæson i Ligue 1 blevet sat i forbindelse med en lang række europæiske topklubber, heriblandt de nykårede Premier League-mestre fra Liverpool.

Men det ser ud til, at det bliver Napoli, der snupper den nigerianske angriber. Den italienske storklub skulle nemlig være blevet enige med Lille om at betale en pris på 450 millioner kroner for stortalentet. (Guardian)

Premier League-klubber kæmper om United-keeper

Mens David de Gea har det umådeligt svært som Manchester United-målmand for tiden, så kigger argentinske Sergio Romero stadig til fra udskiftningsbænken i langt de fleste kampe. Men det billede kan ændre sig i næste sæson.

Både Everton og nyoprykkede Leeds United er nemlig efter sigende stærkt interesserede i at hente den 33-årige målmand til denne sommer. Om Romero ville kunne slå den engelske landsholdskeeper Jordan Pickford af i Everton virker usikkert, men i Leeds ville den pålidelige målmand nok have gode muligheder. (ESPN)

FC Barcelona vil holde på fremtidens stjerne

17-årige Ansu Fati er uden tvivl et talent af sjældent sete dimensioner. Derfor er flere af Europas topklubber efter sigende også klar til at lægge endog særdeles store millionbeløb for offensivspilleren.

Det har nu fået FC Barcelona til at accelerere processen med at give Fati en ny kontrakt med en frikøbsklausul på hele 2,25 milliarder kroner. Ansu Fatis nuværende kontrakt løber frem til 2022, og især Manchester United menes at være seriøst interesserede. (Sport) 

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.