• Nyhed

Medie: Fernandes er Manchester Uniteds næste store transfermål

Getty Images
Annonce

Aaron Wan-Bissaka og Daniel James er blevet hentet til Manchester United, og manager Ole Gunnar Solskjær har nu sit næste transfermål klar

Manchester United sluttede i sidste sæson på en skuffende sjetteplads i Premier League, hvilket har fået klubbens fans og ikke mindst manager Ole Gunnar Solskjær til at kalde på forstærkninger i truppen.

Indtil videre er Daniel James blevet hentet til fra Swansea, mens Aaron Wan-Bissaka er blevet købt i Crystal Palace, men det får ikke manager Ole Gunnar Solskjær til at tage arbejdshandskerne af.

Nordmanden ønsker nemlig flere tilgange, og hans største ønske er ifølge The Express at lokke den portugisiske offensivspiller Bruno Fernandes til klubben.

Den største forhindring bliver uden tvivl, at ligakonkurrenterne fra Tottenham eftersigende også har et brændende ønske om at tilknytte portugiseren denne sommer.

Sporting Lissabon efterspørger angiveligt bud i omegnen af 450 millioner kroner, hvis de skal sælge Fernandes, men endnu har ingen klubber øjensynligt budt så meget.

Solskjær fortalte tidligere på ugen, at han forventer, at klubben vil præsentere to indkøb yderligere inden sæsonstart.

“Det er svært at få spillere ind over stregen. Vi har gjort vores arbejde. Vi har scoutet, fundet og identificeret spillere. Det tog tid med Aaron (Wan-Bissaka, red.), og det tog tid med Dan (Daniel James, red.), men vi fik dem over linjen. Det er ikke sådan, at vi henter 10 spillere. Det skal ikke været panikkøb,” udtaler Solskjær og tilføjer:

“Vi arbejder på en eller to spillere, og vi håber stadig, men jeg forstår, at markedet har ændret sig – priserne er steget.”

Manchester United er desuden blevet sat i forbindelse med Harry Maguire, som eftersigende nærmer sig et skifte til De Røde Djævle.

Loading