• Nyhed

Medie: FIFA ændrer på transfervindue og kontraktudløb

FIFA
Getty Images
Annonce

Ifølge The Athletic kommer FIFA inden for 24 timer med en udmelding om, at blandt andet transfervinduet får nye datoer

Der bliver fiflet godt og grundigt med datoerne for, hvornår de igangværende sæsoner kan blive afsluttet, men i det store hele er det tæt på umuligt at vide.

Nu vil FIFA efter sigende også skrotte planen om en deadline for, hvornår alle europæiske ligaer skal være færdigspillede, da corona-situationen er forskellig fra land til land. Det skriver The Athletic.

Mindst lige så interessant er det dog, at FIFA også har planer om at ændre datoerne for sommerens transfervindue. Det sker naturligvis, fordi man ikke ved, hvornår det er forsvarligt at afslutte sæsonen og dermed ikke vil åbne for handlerne, før det er sket.

Ligeledes arbejdes der også på en løsning for de mange kontrakter, der står til udløb den 30. juni, og det forventes, at disse også bliver udsat.

Ifølge The Athletic bliver det hele meldt ud i en samlet pressemeddelelse inden for to dage.

Meldingen må også betyde, at man stadig er fast besluttet på at færdiggøre sæsonen, hvilket en ubestemt udsættelse vil give tid til.