• Transfer

Medie: Inter jagter Vertonghen på en fri transfer

Getty Images
Annonce

Inter er angiveligt interesseret i at at genforene Jan Vertonghen og Christian Eriksen i Milano. Belgieren kan til sommer skifte på en fri transfer

I december var Tottenham-manager José Mourinho ude at sige, at han ikke ville udelukke en kontraktforlængelse med den belgiske forsvarsduo Toby Alderweireld og Jan Vertonghen, og mens førstnævnte har forlænget sin aftale, er forhandlingerne med Vertonghen gået i stå.

Med kontraktudløb til sommer er den belgiske stopper i princippet i position til at tale med andre klubber, og det skulle Inter angiveligt lure på Ifølge mediet London Evening Standard har Scudetto-kandidaterne allerede taget kontakt til belgierens lejr.

Et muligt klubskifte skal også ses i lyset af, at den 32-årige midterforsvarer har mistet pladsen efter José Mourinhos indtog i Spurs, idet portugiseren foretrækker Toby Alderweireld og Davinson Sanchez i det centrale forsvar, mens Ben Davies har indtaget pladsen som venstre back.

Såfremt Vertonghen skifter til Milano-klubben vil han blive genforenet med Christian Eriksen, som Inter hentede i vinter. Derudover har de to også spillet sammen i Ajax.

Inter har det seneste års tid haft et godt øje til Premier League-spillere. Udover Eriksen har I Nerazzurri også hentet Ashley Young, Romelu Lukaku, Alexis Sanchez og Victor Moses.