• Nyhed

Medie: Inter vil hapse gratis Dortmund-profil

Mario Götze for Dortmund
Getty Images
Annonce

Inter vil i følge et italiensk medie hente Dortmund-spilleren Mario Götze næste sommer, hvor tyskerens kontrakt udløber

Den italienske storklub Inter har denne sommer haft travlt med at forstærke truppen og specielt offensiven har fået sig en make-over.

Ind er kommet Romelu Lukaku og Alexis Sanchez fra Manchester United, og ud er blandt andre røget Mauro Icardi, der er taget til PSG på en lejeaftale.

En misset transfer var dog Dortmund-spilleren Mario Götze, der ikke blev til noget i denne omgang, men det vil man i følge det italienske medie Calciomercato.com lave om på næste sommer.

Tyskeren har kontraktudløb næste sommer og kan dermed forlade barndomsklubben kvit og frit, og det vil man i Milano-klubben forsøge at udnytte.

Götze var en vigtig spiller i Dortmund i sidste sæson, men der er i løbet af sommeren kommet større konkurrence om de offensive positioner, da man har hentet Thorgan Hazard og Julian Brandt.

Offensivspilleren har dermed kun fået spilletid i en enkelt kamp i årets Bundesliga, hvor det blev til et indhop mod Augsburg.