• Nyhed

Medie: Udskiftet Ronaldo forlader stadion i vrede

Cristiano Ronaldo, Juventus
Getty Images
Annonce

Cristiano Ronaldo var tilsyneladende ikke tilfreds med at blive udskiftet af Juventus-træneren søndag aften

Cristiano Ronaldo er tilsyneladende ikke tilfreds med at blive skiftet ud.

Ikke desto mindre blev den portugisiske angriber for anden kamp i træk henvist til bænken i løbet af kampen af Juventus-træner Maurizio Sarri, da Juventus mødte AC Milan i Serie A søndag aften.

Efter 55 minutters spil forlod Ronaldo banen til fordel for Paulo Dybala, der senere scorede sejrsmålet til 1-0 for Torino-klubben.

Ronaldo så ikke glad ud, da han gik mod sidelinjen, og han vekslede et par ord med Sarri, inden han gik mod omklædningsrummet.

Ifølge Sky Sport Italia forlod den 34-årige angriber stadionet tre minutter før kampens sidste fløjt.

Sarri ved ikke, om Ronaldo forlod stadionet, før kampen var slut, men hvis det er sandt, er det dårlig stil, mener træneren.

“Hvis det er sandt, er det et problem, som skal løses med hans holdkammerater.”

“Jeg har ikke noget problem med Cristiano. Han skal takkes, fordi han gjorde sig selv tilgængelig, på trods af at han ikke er i den bedste form.”

“Den seneste måned har han døjet med ubehag i knæet, og det har været et lille problem for ham,” siger Sarri.

Ronaldo så også frustreret ud, da han onsdag blev skiftet ud undervejs i Champions League-kampen mod Lokomotiv Moskva.

Men det er helt naturligt, mener Juventus-træneren.

“Hvis han bliver sur, når han bliver skiftet ud, er det en del af spillet.”

“Det er kun naturligt, at spillerne bliver irriteret over at skulle forlade banen. Især når de arbejder så hårdt for at være på den.”

“Alle spillere, der forsøger at give deres bedste, vil være irriteret i mindst fem minutter, når de bliver skiftet ud. Som træner vil jeg generelt være mere bekymret, hvis de ikke blev vrede,” siger Sarri.

Træneren har tidligere forklaret, at grunden til, at Ronaldo ikke får fuld spilletid, er, at han er bekymret for hans knæ.

Med sejren søndag generobrede Juventus førstepladsen i Serie A foran Inter, der er et point efter.

/ritzau/AFP/

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.