• Transfer

Medie: Werner afviser United og Barcelona for at vente på Liverpool

RB Leipzig v Borussia Dortmund - Bundesliga
Getty Images
Annonce

Både Manchester United og FC Barcelona har angiveligt snøren ude efter RB Leipzigs Timo Werner, men tyskeren vil et helt tredje sted hen

Det er som sådan ikke nogen overraskelse, at Timo Werner er en eftertragtet herre rundt om i de største europæiske klubber.

Angriberen har bombet mål ind for RB Leipzig i denne sæson, hvilket er en af årsagerne til, at klubben stadig er med i kampen om Bundesliga-titlen.

Klubber som Manchester United og FC Barcelona har efter sigende allerede meldt deres interesse, men Werner vil hellere se tiden an i håbet om, at Liverpool kommer med et konkret tilbud. Det skriver The Athletic.

Angriberen har en frikøbsklausul på 445 millioner kroner, men den udløber i slutningen af april, og herefter vil det derfor uomtvisteligt blive dyrere at lokke ham ud af RB Leipzigs greb.

Derfor skal interesserede klubber til at komme med deres bud. Ifølge mediet overvejer Liverpool stadig situationen og vil komme med et bud i april, hvis de beslutter sig for at gå efter tyskeren.

Werner og Leipzig er i skrivende stund et enkelt point efter Bayern München i kampen om det tyske mesterskab.