• Vores mening

Mening: Hvad havde du forventet, Ståle?

Ståle Solbakken, FCK, Fc København
Getty Images
Annonce

Nordmandens kritik af kampprogrammet er ude af proportioner og klinger hult

Igen i dag kom Ståle Solbakken med en kritik af det kamprogram, som FC København har. De mange kamp i både Superligaen, Europa League og Sydbank Pokalen gør, at der er et stort pres på en trup, som i forvejen lider under mange skader.

FC København-manageren er ude at kalde det “uretfærdigt”, at de skal hives i gennem de mange kampe på få dage. Men Ståle, hvad havde du forventet?

Selvom du ikke vil sige det, så er der tale om rent brokkeri fra din side. Ja, I har mange kampe, men sådan er livet som europæisk mandskab. Det er vilkårene. Jeg hører intet brokkeri fra andre klubber i Europa.

Skaderne har også været mange, men det tager man højde for som en klub, der skal spille i Europa. Bredden er vigtig, og det er måske et tegn på, at den ikke har været til stede. Pengene er hvert fald til stede.

Tidligere har du også udtalt, at du “er irriteret over, at der slet ikke bliver taget hensyn” til jer. At “det er en skandale”, da I “kæmper for dansk fodbold”. Og ganske rigtigt, så er vi mange, der hepper på jer i de europæiske kampe, da vi ved, at det vil hjælpe alle, hvis I gør det godt. Men forlanger du, at I bliver forfordelt på grund af det? Kræver du, at I får en fordel i Superligaen, fordi I spiller kampe, som kan hjælpe andre? Det lader det til.

Det vil dog være ufattelig uetisk at sætte jer på en piedestal, selvom det er jer, der gør mest for dansk fodbold.

Kampprogrammet for Superligaen bliver fastsat før de europæiske kampe. Selvom man godt kan tage højde for, hvornår disse kampe spilles (og nogen af dem bliver), er det for meget forlangt, at I skal have første prioritet gennem et helt efterår. Det er stor arrogance fra din side.

Og åbenbart brokker du dig kun over kampprogrammet i medierne. Divisionsforeningen, som er den instans, som du burde snakke med har intet hørt. Det er her, du og FC København kan få indflydelse på programmet, men den mulighed benytter du dig ikke af. Det er, som om du gerne vil have noget at brokke dig over.

I stedet burde du prise dig lykkelig over, at I igen har en nyt europæisk eventyr. Se indad i stedet for at pege fingre af andre. Det klinger utroligt hult, når du gang på gang langer ud efter noget, som du på ingen måder kan være overrasket over vil ske. Og som du har mulighed for at for indflydelse på længe inden kampene spilles.

Så stop nu med den kritik. Du begynder mere at lyde som et barn, der bliver sur over bløde pakker under juletræet.

Loading