• Offsite

Mikael Anderson – En Islandsk landsholdsspiller, der ser op til Ronaldo

Getty Images
Annonce

Mikael Anderson har erfaring fra både Superligaen og Eresdivisie, og han har tilmed fået kampe på det islandske landshold

Fulde navn: Mikael Anderson
Født: 14. juli 1998
Fødeby: Reykjavik
Klub: FC Midtjylland
Primær position: Venstre kant
Højde: 180 cm
Kontraktlængde: 30. juni 2023
Superliga-kampe: 22
Instagram: mikaelanderson10

I vores artikelserie Superliga-talenter på ronaldo.com har vi stillet nogle skarpe spørgsmål til nogle af 3F Superligaens største talenter om karrieren, drømme for fremtiden og hvad der – udover livet som professionel fodboldspiller – optager dem.

Vi har fået en snak med FC Midtjyllands og det islandske landsholds venstre kant Mikael Anderson, der allerede i en ung alder har fået pænt med spilletid for guldkandidaterne fra Heden, samt i hollandsk fodbold.

Inden sit gennembrud i FCM har Anderson også været lejet ud til både Vendsyssel FF, som han hjalp til Superliga-oprykning og SBV Excelsior, da Rotterdam-klubben tørnede ud i Eredivisie.

Vi kan roligt afsløre, at hovedpersonen i vores portræt har spillet med nogle rigtigt dygtige spillere i løbet af sin relativt korte karriere.

Hvad vil du beskrive som dine største kvaliteter på en fodboldbane?

“Der er ingen tvivl om, at mine forcer ligger i det offensive spil. Men jeg er generelt ikke stor fan af at snakke om, hvad jeg er god til. Det handler om at vise det på banen.”

På hvilke områder vil du gerne forbedre dig?

“Jeg vil utrolig gerne have mere slutprodukt på mit spil. Fodbold i dag er meget statistikker, så jeg skal score flere mål og få flere oplæg, hvis jeg skal tage det næste skridt.”

Getty Images

Hvad er den største omvæltning ved skridtet fra ungdoms- til professionel fodboldspiller?

“Den største omvæltning er presset udefra. Man går fra at spille foran 100 tilskuere på Ikast Stadion til at spille foran flere tusinde mennesker. Det er klart, at man som ung spiller lige skal vænne sig til tv-dækningen, og alt det pres fra fans og medier.”

Hvad er din drømmeklub?

“Min drømmeklub er Manchester United, det vil det altid være. Min klub since day one!”

Hvor ser du dig selv om 5 år?

“Der kan ske meget uforudsigeligt i fodbold, men hvis jeg skal lege spåmand, så spiller jeg forhåbentlig i en af top-3 ligaerne i Europa. Om det lykkes, må tiden vise, men jeg skal blive ved med at udvikle mig, for at det skal ske.”

Hvem er den bedste spiller, du har spillet sammen med og imod?

“Den bedste spiller jeg har spillet med er Gylfi Sigurðsson fra Everton. Hans ro, overblik og kvalitet på bolden er rigtigt, rigtigt høj,” fortæller Mikael Anderson og fortsætter:

“Den bedste jeg har spillet imod er nok Frenkie de Jong fra Barca. Han mister simpelthen ikke bolden, og hans drev og kvalitet på bolden er imponerende.”

Hvem er dit største forbillede i fodboldverdenen?

“Jeg er stor fan af Cristiano Ronaldo, specielt da han spillede i United. Hans mindset om at forbedre sig hele tiden og hans ærgerrighed for at lave mål er kun noget, man kan lære noget af.”

Hvis du ikke var blevet professionel fodboldspiller, hvad kunne du så forestille dig at lave?

“Den er svær. Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig et liv, hvor jeg ikke blev fodboldspiller.”

Hvordan forholder du dig til, hvad fans og presse skriver om dig? Følger du med i den slags?

“Det er klart i starten af ens karriere, så bliver man påvirket af, hvad presse og fans skriver. Sommetider glemmer folk, at fodboldspillere også er mennesker. De kan også læse og har også følelser, udtaler Mikael Anderson, og uddyber:

“I starten fangede jeg mig selv i at læse diverse fansider, og hvad alle journalister skrev om mig. Men nu rager det mig knap så meget. Selvfølgelig ønsker man, at alle elsker en, specielt fans, men det er desværre ikke muligt. Som fodboldspiller ved man godt, når man har spillet en god eller dårlig kamp.”

Sin unge alder til trods, har Mikael Anderson allerede vist sig frem på den store scene i både den hollandske liga samt i 3F Superligaen for FC Midtjylland.

For Ulvene har Anderson allerede optrådt 17 gange i efteråret. Indtil videre i 2019/20-sæsonen er det blevet til fire mål og to oplæg.

I vores seneste portræt var det Silkeborg IF’s Mads Emil Madsen, der fik de samme spørgsmål. På nedenstående link kan man se, hvad han svarede:

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.