• Nyhed

Nordiske lande lægger pres på Qatar: Ingen skal dø for et VM i fodbold

Annonce

Formændene fra de nordiske fodboldforbund rejser til Qatar til januar og vil lægge pres på værtsnationen. Håbet er at forbedre vilkårene for gæstearbejderne i landet

Valget af Qatar som værtsnation for VM-slutrunden i 2022 har været kontroversiel.

Udfordringer med menneskerettigheder og arbejdsforhold for migrantarbejdere har klæbet til Qatar og skabt debat i forbindelse med VM-slutrunden.

Derfor er det også emner, der vil være på dagsordenen, når formændene fra de nordiske fodboldforbund samlet rejser til Qatar til januar.

Her skal delegationen mødes med VM-arrangøren, og de nordiske formænd vil blandt andet understrege nødvendigheden af at overholde menneskerettigheder samt at forbedre forholdene for de migrantarbejdere, der arbejder med stadionbyggerierne i Qatar.

Ifølge Jesper Møller, der er formand i Dansk Boldspil-Union (DBU), er der et klart formål med rejsen.

“Ingen skal dø for et VM i fodbold. I Norden er vi kendt for et højt niveau af demokrati, good governance og arbejdstagers rettigheder.”

“Derfor står vi sammen om at lægge et pres på Qatar for at sikre bedre arbejdsforhold i forbindelse med VM-forberedelserne”, siger Jesper Møller i en pressemeddelelse.

Ud over fodboldforbundene fra de fem nordiske lande deltager også Morten Skov Christiansen, der er næstformand i Landsorganisationen (LO) i Danmark.

Næstformanden fra den norske arbejderbevægelse, LO Norge, vil også være med på turen sammen med deltagere fra menneskerettighedsorganisationen Finish League for Human Rights.

Bedre forhold for migrantarbejdere

Ud over møder med VM-arrangøren skal der i Qatar også holdes møde med den uafhængige, internationale sammenslutning af fagforeninger, Building and Wood Workers International (BWI), der arbejder for at sikre de mange tusinde migrantarbejderes rettigheder i landet.

Senest er det netop lykkedes BWI at indgå en aftale med Qatars myndigheder om fælles inspektioner af arbejds- og boligforhold for migrantarbejderne, skriver DBU i pressemeddelelsen.

“Vi skal tage debatten med Qatar igen og igen. Vi skal italesætte de problemer, der er i landet og påpege dem overfor myndighederne som en samlet nordisk sammenslutning. Kun på den måde kan der komme reel forandring i Qatar”, siger Jesper Møller.

DBU-formanden er enig i, at det er en kontroversiel beslutning at placere VM i Qatar.

“Der er ingen tvivl om, at beslutningen om at placere VM 2022 i Qatar er kontroversiel. Og det er helt klart, at vi mener, at Fifa bør gøre sit yderste for at lægge maksimalt pres på Qatar”, siger Jesper Møller.

/ritzau/

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.