• Nyhed

Ny udvikling: FIFA hiver Platini i retten

Michel Platini
Getty Images
Annonce

FIFA har anlagt sag mod Michel Platini i forsøget på at få cirka 13,7 millioner kroner tilbage, som franskmanden angiveligt modtog ulovligt

Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) har anlagt sag mod franske Michel Platini ved en domstol i Schweiz med et krav om, at Platini returnerer to millioner schweizerfranc.

Det bekræfter FIFA mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

FIFA meddelte 11. december, at man ville gå rettens vej i slutningen af året, men det er altså effektueret nu.

Beløbet svarer til 13,7 millioner danske kroner, som den tidligere præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) og vicepræsident i FIFA modtog under Sepp Blatters regeringsperiode i FIFA.

FIFA har tidligere forklaret, at forbundet mener, at pengene ulovligt blev udbetalt til Michel Platini.

“Selv den schweiziske højesteret har bekræftet, at gaven på to millioner schweizerfranc er at betragte som en “urimelig betaling”,” skriver FIFA mandag.

FIFA oplyser også, at hvis pengene bliver inddrevet, så vil beløbet samt renter blive kanaliseret tilbage til fodboldudvikling.

FIFA udelukkede i 2015 Blatter og Platini fra al fodbold for brud på paragraf om gaver.

Den etiske komité i FIFA lagde i domsafsigelsen særligt vægt på en pengeoverførsel på de to millioner schweizerfranc, som Platini i 2011 modtog fra FIFA.

For få måneder siden udløb Platinis karantæne. Den tidligere UEFA-præsident har nægtet sig skyldig i alle anklager og har tidligere sagt, at han var offer for et komplot.

Både Blatter og Platini har tidligere meldt sig uforstående over for FIFA’s overvejelser om et sagsanlæg.

/ritzau/