• Nyhed

Nyt Premier League-møde: Fem punkter er på dagsordenen

Sergio Agüero, Manchester City
Getty Images
Annonce

Klubberne i Premier League afholder igen møde denne torsdag, hvor muligheden for afvikling af kampe på neutral grund blandt andet skal diskuteres

Der arbejdes fortsat på en genstart af Premier League, der efter planen skal ske den 17. juni, blandt andet med braget mellem Arsenal og Manchester City, men intet er endnu sikkert.

Vigtige detaljer mangler fortsat at komme på plads, og derfor mødes de 20 klubber med Premier League igen torsdag, og her er der ifølge Sky Sports fem hovedpunkter på blokken.

Et af de mest aktuelle emner er afviklingen af fem kampe, der kan blive flyttet til neutral grund, da det engelske politi ikke er helt overbevist om sikkerheden.

Det kan blandt andet gå ud over Liverpool, der kan blive kåret som engelsk mester på Wembley. Læs mere om dette i artiklen herunder.

Et andet punkt på dagsordenen er en mulig omregistrering af trupperne, som skete tilbage i februar.

Her vil nogle af klubberne have lov til at inkludere spillere, der ellers var afskrevet på grund af skader, men som nu kan komme i spil på grund af den tre måneder lange pause.

Derudover har man i Premier League endnu ikke besluttet, om det skal tillades at benytte flere end tre udskiftninger, som man har set det i den danske Superliga.

Bemyndigelsen er allerede givet af FIFA, men det er noget, de enkelte lande selv skal indføre, hvis det skal gælde. Chelsea vil tilmed foreslå, at der kan tages op til ni spillere med på bænken.

Fjerde punkt er spørgsmålet om nedrykning, hvor der er stor uenighed. Premier League vil i tilælde af en endelig aflysning foreslå, at man udregner stillingen ud fra point per kamp, men holdene fra ligaens nederste halvdel er helt imod nedrykning.

Det vil klubberne i Championship dog ikke finde sig i, og her er man gået så langt som til at true med sagsanlæg, hvis man ikke får lov til at sende hold op i det fineste engelske fodboldselskab.

Sidst debatemne er VAR, da FIFA har givet de europæiske ligaer lov til at droppe videosystemet i resten af sæsonen, og her skulle der umiddelbart være større enighed.

Både Premier League og et flertal af klubberne har stemt for at beholde VAR.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og videoer, kan du gøre det via linket herunder.