Ny vanvittig 3-3´er: Hobro henter Vendsyssel i kæmpe drama

Hobro var bagude med 1-3 mod Vendsyssel, men fik 3-3 i allersidste sekund

Hobro kunne med en sejr spille sig væk fra sidstepladsen i puljespillets gruppe to, så der var masser på spil, da de var på besøg hos Vendsyssel i dag.

Og det startede også perfekt for gæsterne, der kom foran på et lidt pudsigt, men ganske flot mål. Pål Alexander Kirkevold lagde bold til Jacob Tjørnelund i venstre side, og han slog et indlæg.

Vinden fik dog fat i bolden, og så sejlede den helt fint hen over tilbagevendte Nicolai Flø i Vendsyssel-buret og i nettet.

En stor spand koldt vand i ansigterne på Vendsyssel, som spillemæssigt var startet klart bedst med Jon Thorsteinsson som en kilde til evig uro. Han fik sat Matti Steinmann op til en god chance, mens også Al-Hadji Kamara havde et lækkert skud, der gik udenom.

Så kom Vendsyssel i gang

Det trak op til en VFF-scoring, og den kom også efter en halv time. Jakob Hjorth lagde et fint indlæg fra ventre, og så steg Benjamin Källman op og nærmest vridende i luften, fik han headet bolden fornemt ind.

Det holdt til halvleg, men i anden fik Vendsyssel for alvor og fortjent stemplet ind. Otte minutter efter pausen smed Tiemoko Konaté bolden ind fra højre, og så fløj Kamara gennem luften og pandede kuglen ind til 2-1.

Hobro-træner ærgrer sig over to mistede point mod FCM

Hobro-træner Peter Sørensen ærgrer sig over, at Hobro ikke fik fuld gevinst i kampen mod FCM, som udlignede til allersidst

Fin scoring, og så kunne hjemmeholdet det hele. Efter kombinationer i feltet endte bolden hos Steinmann, som helt koldt bankede bolden ind med venstrebenet.

Hobro med den sidste fight

Hobro gav dog ikke op, og Christian Cappis forsøgte lidt ynkeligt at få et straffe, inden han afsluttede flot på et indlæg fra Kirkevold, men bolden gik lige over.

Mathias Haarup havde også en fin flugter efter sin indskiftning, som Flø aldrig var nået frem til, hvis den havde været indenfor rammerne.

Men det blev ved med at presse på, og efter et indlæg fik Kirkevold lov til at sende den i nettet efter en redning fra Flø til 3-2. Vendsyssel-keeperen havde en super redning på Edgar Babayans forsøg, som han fik fistet op på overliggeren.

Vendsyssel var på vej til sejren, men i de døende sekunder fik Kirkevold tæt inde under mål bolden i nettet til 3-3.

Dermed er der stadig et point imellem de to hold i pulje to med Hobro nederst.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her