• Nyhed

Officielt: Ebbe Sand er ny assistent på landsholdet

Brondby IF press meeting - Danish Superliga
Getty Images
Annonce

DBU bekræfter, at det bliver Ebbe Sand, som skal assistere landstræner Åge Hareide til og med EM til sommer

Den tidligere landsholdsangriber Ebbe Sand er ny assistent for Åge Hareide på det danske landshold.

Det bekræfter DBU på sin hjemmeside.

Ebbe Sand har siden Jon Dahl Tomassons skifte til Malmö FF været nævnt som et oplagt bud på afløseren, og DBU og Hareide har altså valgt at kigge i den retning.

“Ebbe er en oplagt kandidat med sin store slutrundeerfaring, og han har et indgående kendskab til det at være med omkring landsholdet.”

“Så derfor er jeg meget glad for at få ham med i staben omkring holdet,” siger Åge Hareide til unionens hjemmeside.

Den tidligere målmager har allerede trænererfaring fra det danske landshold, hvor han tidligere var angrebstræner fra 2008 til 2014, og han er glad for at vende tilbage i en rolle på holdet.

“Landsholdet betyder meget for mig, og jeg har mange gode minder både som spiller og træner.”

“Derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg ville træde til som assistenttræner i det kommende halve år,” lyder det fra Sand.

Ebbe Sands spillerkarriere tog ham forbi Brøndby og Schalke 04 samt på det danske landshold, hvor han i mange år dannede frontduo med netop Jon Dahl Tomasson.

Angriberen fra Hadsund nåede 66 kampe i rødt og hvidt, hvor det blev til 22 mål. Blandt andet scorede han et mindeværdigt mål på oplæg fra Michael Laudrup i ottendedelsfinalen ved VM i 1998 mod Nigeria.

Han var også med på holdet ved VM i 2002 samt ved EM-slutrunderne i 2000 og 2004, inden han i 2006 stoppede sin aktive karriere.

I 2019 stoppede han som sportsdirektør i Brøndby efter blot et halvt år på posten, da Brøndby ville flytte ham over i en anden stilling i forbindelse med organisationsændringer.

Jobbet som assistentlandstræner kommer kun til at vare til og med sommerens EM-slutrunde, da DBU allerede har ansat et nyt landstrænerteam, når Hareides kontrakt udløber til sommer.

Kasper Hjulmand tager over for Åge Hareide, mens Morten Wieghorst bliver hans assistent.

/ritzau/

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.