• Nyhed

Officielt: FC Nordsjælland henter ny keeper

Annonce

FC Nordsjælland har været i Holland og fundet en ny mand til buret efter afgangen fra Alex Runarsson

Der har været et hul i truppen hos Farum-klubben FC Nordsjælland, men det er stoppet nu.

Klubben har nemlig fundet en ny målmand, efter at Alex Runarsson blev solgt til franske Dijon.

Det drejer sig om den 25-årige hollænder Nigel Bertrams, der er hentet i NAC Breda:

”Efter salget af Alex Runarsson har vi skullet sørge for, at konkurrencen på målmandsposten er intakt. Med tilgangen af Nigel sikrer vi os, at vi står stærkt til den kommende sæson med både unge og lovende målmænd på vej, men også to dygtige og modne målmænd i Nigel og Nicolai.”

”Nigel har i den forgangne sæson vist et højt niveau hos NAC Breda i den bedste række. Han er uddannet i den hollandske skole, er dygtig til at læse spillet og god med fødderne. Vi glæder os til at bringe Nigel ind i truppen og se ham forsætte sin udvikling”, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til fcn.dk.

Selv siger Bertrams:

”Jeg er glad og stolt over at kunne skifte til FC Nordsjælland. Jeg har søgt en ny måde at kunne udvikle mig på efter at have været i Holland hele mit liv, og med dette skifte vil jeg også få prøvet mig af som menneske i et andet land og på egne ben.”

”Jeg har snakket med flere tidligere danske holdkammerater om FC Nordsjælland, og de har alle talt utrolig positivt omkring klubben og dens arbejde med at udvikle spillere, og især omkring det enormt stærke akademi, som klubben har. Jeg glæder mig til at blive en del af truppen og vise mig frem.”

Han har tidligere spillet for Willem II og PSV Eindhoven.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.