• Nyhed

Officielt: John Lammers fyret i Esbjerg

John Lammers i Esbjerg
Getty Images
Annonce

Efter en dårlig start på Superliga-sæsonen har Esbjerg valgt at stoppe samarbejdet med cheftræner John Lammers med øjeblikkelig virkning

Esbjerg vandt i sidste sæson bronze i klubbens første tilbagevenden i Superligaen, men den succes har man ikke været i stand til at overføre til den nye sæson.

Man havde inden weekendens runde kun hentet tre points i otte kampe, hvor det endnu ikke var blevet til en sejr. Det placerede klubben på Superligaens sidsteplads.

Søndag tog man så imod Randers på hjemmebane, men heller ikke her blev det til points. Man tabte med hele 0-3, og det var dråben for esbjergensernes bestyrelse.

Mandag morgen har klubben således offentliggjort på sin hjemmeside, at man stopper samarbejdet med cheftræner John Lammers, og det sker med øjeblikkelig virkning.

“Vi har meget at takke John Lammers for, men vi må også erkende, at vi i øjeblikket befinder os et sted, hvor resultaterne ikke er tilfredsstillende. Det er aldrig sjovt at tage afsked med dygtige medarbejdere, men vi vurderer, at det er i EfB’s bedste at skifte nu. Vi ønsker samtidig John alt det bedste fremover,” udtaler sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.

Foreløbigt bliver det assistenstræner Claus Nørgård, der overtager roret i Esbjerg.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.