• Nyhed

Officielt: Klopp forlænger med Liverpool

Jürgen Klopp, Liverpool
Getty Images
Annonce

Jürgen Klopp har stor succes i Liverpool, og nu har tyskeren forlænget sin aftale frem til 2024

Liverpool ansatte i 2015 tyske Jürgen Klopp i stedet for fyrede Brendan Rodgers, og det har de bestemt ikke fortrudt på Merseyside siden da. Den karismatiske manager har spillet klubben frem til tre europæiske finaler siden sin tiltræden og løftede i maj måned Champions League-trofæet, da Tottenham blev besejret.

I denne sæson fører Liverpool Premier League suverænt og er pt. ubesejrede i 33 kampe i træk. Den succes har nu fået klub og manager til at blive enige om en ny kontrakt. Jürgen Klopp vil dermed forblive Liverpool-manager frem til 2024. Det bekræfter The Reds på deres hjemmeside.

“For mig er det her en hensigtserklæring, der er bygget på min viden om, hvad vi i partnerskab har opnået, og hvad vi stadig kan opnå,” udtaler Klopp selv.

“Da de ringede til mig i efteråret 2015 følte jeg, at vi var perfekte for hinanden. Nu føler jeg, at jeg måske har undervurderet det. Det er kun på grund af den totale tro på, at samarbejdet komplimenterer hinanden fuldstændigt fra begge sider, at jeg kan binde mig frem til 2024. Ellers ville jeg ikke skrive under. Denne klub er et fantastisk sted. Jeg kan slet ikke overveje at forlade den” tilføjer han.

Liverpool og Klopp kan fejre den nye aftale, når Watford lørdag kommer på besøg på Anfield. Der er kampstart kl. 13.30.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.