• Transfer

Onsdagens transferrygter: United og Chelsea byder Liverpool op til dans

RB Leipzig v Borussia Dortmund - Bundesliga
Getty Images
Annonce

Liverpool holder igen med at lukke handlen med Timo Werner, og det kan komme til at koste dyrt. Læs om dette og flere andre af dagens transferrygter

Alt skulle stort set være på plads for, at Timo Werner kan skifte RB Leipzig ud med Liverpool denne sommer, men gårsdagens rygter fortalte, at englænderne tøver med at færdiggøre handlen.

Derfor har Manchester United og Chelsea efter sigende set sit snit til at kontakte tyskerens agent for at snyde Premier League-konkurrenterne for en af Europas varmeste angribere. (Bild)

PSG vil også have Lautaro

Det har efterhånden længe ligget i kortene, at Inter-stjernen Lautaro Martínez skal ende i Barcelona, men så længe intet er på plads, er muligheden der stadig for andre klubber.

Det er angiveligt en mulighed, PSG er klar på at tage. Franskmændene skulle pønse på at snuppe argentineren for næsen af Barcelona, da man med al sandsynlighed vinker farvel til Edinson Cavani denne sommer. (ESPN via AS)

Bayern tæt på Sané-køb

Sidste sommer kom en alvorlig knæskade i vejen for, at Leroy Sané tog hjem til Bundesligaen, da en handel med Bayern München allerede var på plads. Det kan dog meget vel gå i orden denne sommer.

Sané skulle allerede være blevet enige med storklubben om en femårig kontrakt, og nu mangler det kun, at man bliver enige med Manchester City om en overgangssum. Grundet corona-krisen håber Bayern på at betale mindre, end man var klar til i sommer. (Bild via Mirror)

Argentinsk bytte i Manchester City

Nicolás Otamendi er efterhånden blevet 32 år gammel, og det har fået Pep Guardiola til at overveje snart at skille sig af med den hårdføre argentiner.

Der skulle også allerede være en erstatning i kikkerten. Der er tale om den 23-årige landsmand Lucas Martínez Quarta fra River Plate. Planen er, at Otamendi tager den anden vej. (Sports Witness via TNT Sports)

United sikrer sig angrebstalent

Corona-krisen kan være en god mulighed til at fokusere på fremtiden, da flere klubber formentlig får svært ved at lægge de store summer for allerede etablerede stjerner.

Netop dette skulle Manchester United være godt i gang med, da man angiveligt kun er et lægetjek fra at sikre sig Sunderlands 16-årige angriber Joe Hugill for godt to millioner kroner. Hugill er allerede en del af Sunderlands U23-trup. (Daily Mail)

Fik du læst tirsdagens transferrygter? Ellers kan du finde dem lige her.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.