Optakt: Brøndby IF – FC Midtjylland

Her får du optakt til Superliga-opgøret mellem Brøndby IF og FC Midtjylland med bud på kampens profiler, skader, karantæner og resultat

Alka Superliga – Mesterskabsspil

Dato: Mandag d. 20. maj
Kamp: Brøndby IF-FC Midtjylland
Stadion: Brøndby Stadion
Tidspunkt: Kl. 19.00
TV: TV3+
Dommer: Jakob Kehlet

Brøndby IF:

Inden sæsonen ville det have svært at forestille sig, at et direkte opgør mellem sidste års guldduellanter i næstsidste spillerunde ville være tæt på ligegyldigt, når alt kom til alt. Selvfølgelig er en kamp mellem Brøndby og FC Midtjylland ikke ligegyldig, men den handler i hvert fald markant mindre om Superligaen, end man kunne have gættet sig til.

Fredagens intense pokalfinale hænger nemlig tungt over mandagens møde mellem de to hold. Brøndby endte med at tabe på værste vis i straffekonkurrence efter ellers at have spillet fornemt op mod forhåndsfavoritterne fra Herning. En pokaltitel kunne have reddet en ellers ganske skidt sæson på Vestegnen, men nu venter istedet en sommer med opbrud, nybrud og store forandringer.

Hvis Brøndby-spillerne kan finde overskuddet har de dog noget at spille for mandag. Med fire point op til fjerdepladsen og fem point op til tredjepladsen før de sidste to spillerunder kan Brøndby stadig sikre sig europæisk fodbold i næste sæson. Det kræver dog som minimum to sejre, og den første af dem skal komme mod pokalbanemændene fra Midtjylland.

Formkurve: V-T-T-V-T

Karantæner: Ingen

Skader: Kasper Fisker, Joel Kabongo

Hold øje med:

På ukarakteristisk vis kom Kamil Wilczek ikke på måltavlen mod FC Midtjylland fredag. Polakken har ellers næse for at dukke op, når det virkelig batter, og han vil uden tvivl være sulten efter revanche, når holdene igen står over for hinanden mandag.

Forventet startopstilling (4-1-2-1-2):

Marvin Schwäbe – Jens Martin Gammelby, Hjörtur Hermannsson, Paulus Arajuuri, Kevin Mensah – Josip Radosevic – Dominik Kaiser, Simon Tibbling – Hany Mukhtar – Simon Hedlund, Kamil Wilczek

video

Video: Highlights fra Brøndbys testkamp mod Lech Poznan

I denne artikel kan du se samtlige highlights fra Brøndbys træningskamp mod det polske storhold Lech Poznan

FC Midtjylland:

Hvor stemningen i Brøndby-lejren uden tvivl må være trykket, så er der anderledes glade dage hos Ulvene. Efter flere ugers relativ stilstand i Superligaen, hvor midtjyderne for længst har sikret sig andenpladsen, bød fredagens pokalfinale på en kærkommen retur til skarpt spil og store konsekvenser.

Ledt an an monumental Jesper Hansen sikrede FC Midtjylland sig deres første pokaltitel nogensinde, og ovenpå en uge, der også bød på en 4-0 sejr over mestrene fra FC København er der alt i alt udelt grund til optimisme i Herning.

Nu vender hverdagen tilbage med en praktisk talt overflødig udekamp i Brøndby, og det skal blive interessant at se, om der er mere i tanken hos de midtjyske helte, der nok har haft en noget våd weekend.

Formkurve: V-T-V-T-T

Karantæner: Kian Hansen

Skader: Kristian Riis, Zsolt Korcsmar, Joel Andersson (tvivlsom)

Hold øje med:

Gustav Wikheim viste nogle af de takter, der ellers har manglet i løbet af sæsonen, da han kronede FC Midtjyllands titel med æren som årets pokalfighter fredag. Nordmandens varme form kan være deres bedste chance for at få en sejr med fra Brøndby.

Forventet startopstilling (3-4-3):

Jesper Hansen – Alexander Scholz, Erik Sviatchenko, Rasmus Nicolaisen – Evander, Jakob Poulsen, Mads Døhr Thychosen, Marc Dal Hende – Gustav Wikheim, Paul Onuachu, Awer Mabil

Bud på resultatet af Brøndby IF-FC Midtjylland:

Der er hævn på tapetet i Brøndby mandag aften. De blågule kan gøre lidt af skaden god igen overfor fansene med en sejr over FC Midtjylland, og det faktum kombineret med, at Brøndby rent faktisk har noget at spille for gør, at vi tror på en hjemmesejr. FC Midtjylland-spillerne kan meget vel være gået mentalt på sommerferie nu.

3-1 til Brøndby.

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her