• Offsite

Optakt til 3F Superligaen: Grundspillet skal afgøres

AaB
Getty Images
Annonce

I den kommende Superliga-runde spiller alle hold søndag klokken 17, og især opgøret mellem FCN og FCM i Farum kan gå hen og blive interessant

Så er det blevet tid til sidste spillerunde i Superligaens grundspil, og selvom der ikke længere er nogen reel spænding om, hvilke seks hold, der kommer til at være en del af mesterskabsspillet, er der meget på spil for flere klubber søndag eftermiddag.

Nedenfor tager vi et kig på skader, karantæner og odds i alle syv kampe, som skal spilles, og vi starter i Aalborg.

AaB – AGF

Mens AGF allerede har sikret sig en plads i mesterskabsspillet, kan AaB stadig, hvis alt vel at mærke går galt, ende med at ryge i nedrykningsspillet. Det kræver dog et stort nederlag, mens Randers skal banke FC København, hvilket ikke er voldsomt realistisk set med objektive briller.

Det kunne meget vel blive en tæt kamp med få mål mellem de to traditionsklubber, som begge drømmer om bronzen.

Trupnyt:

AaB må undvære Mathias Ross, som er ude med karantæne, og Rasmus Thelander er stadig tvivlsom.

I AGF-lejren er man uden Nicolai Poulsen og Casper Højer, der begge afsoner karantæne. Desuden er Zach Duncan skadet.

Odds:

AaB vil gerne frem over stepperne, og selvom AGF ikke har spillet målrige kampe på det seneste, tror vi på en målfest i Aalborg.

AC Horsens – Brøndby IF

AC Horsens har haft et ganske solidt tag i Brøndby i de to holds seneste møder. Det er således lykkedes Bo Henriksens mandskab blot at tabe en enkelt af de seneste fire opgør.

Trupnyt:

AC Horsens har umiddelbart ingen skader og heller ingen karantæner forud for opgøret.

Brøndby må derimod undvære Tobias Børkeeiet og Kevin Mensah, som er skadede.

Odds:

Selvom Brøndby formåede at holde nullet mod SønderjyskE, havde Glen Riddershoms tropper flere gode tilbud, og vi tror ikke, at Marvin Schwäbe holder kuglen ude af nettet i endnu 90 minutter. Det tror vi til gengæld heller ikke, at Matej Delac formår i den anden ende.

FC København – Randers FC

FC København kom blæsende ud af starthullerne efter corona-pausen, mens Randers har lagt skidt fra land. Der venter kronjyderne en særdeles svær kamp i Telia Parken.

Trupnyt:

FC København må klare sig uden Dame N’Doye, Jonas Wind, Nicolai Boilesen og med al sandsynlighed også Viktor Fischer, som alle døjer med skader.

Randers FC er til gengæld fuldtallige til opgøret.

Odds:

Ståle Solbakkens mandskab så dødsensfarlige ud i kampen mod Lyngby, og Randers får svært ved at stå imod Løvernes tryk. Derfor satser vi på en hjemmesejr.

FC Nordsjælland – FC Midtjylland

FC Nordsjælland forsatte takterne fra inden corona-pausen, da de vandt ganske sikkert over Silkeborg. FC Midtjylland tabte derimod overraskende 0-1 til AC Horsens, og et nyt nederlag kan for alvor åbne op for mesterskabskampen.

Trupnyt:

FC Nordsjælland er uden Jonathan Amon.

FC Midtjylland må på den anden side se bort fra Dion Cools og Gustav Isaksen.

Odds:

FC Midtjylland gik fra AC Horsens-kampen uden at få nettet til at blafre, men det sker ikke to kampe i streg. Vi tror heller ikke, at Jesper Hansen holder buret rent, og derfor ligner det, at vi får mål i begge ender.

Hobro IK – Lyngby BK

Hobro tog en flot sejr over Randers FC, mens Lyngby fik ørerne en smule i FCK-maskinen i sidste weekend. Det ligner et ganske tæt opgør mellem de to hold søndag!

Trupnyt:

Hobro IK er uden skader og karantæner.

Kasper Enghardt afsoner til gengæld karantæne hos Lyngby.

Odds:

Der er ikke tilskuere på stadion, men alligevel må Lyngby være en smule pressede over deres statistik på udebane i denne sæson. De Kongeblå har nemlig blot vundet en af deres 23 seneste kampe på udebane. Derfor tror vi, at Hobro rider videre på bølgen og tager endnu en sejr.

OB – Esbjerg fB

OB fortsætter med at dumpe ned i tabellen, mens Esbjerg fik en vigtig sejr i sidste weekends Superliga-runde. Fynboerne vil uden tvivl sætte sig på spillet, men kan de holde esbjergenserne fra at lyne på kontra?

Trupnyt:

Alexander Juel Andersen, Jørgen Skjelvik og Janus Drachmann er alle tvivlsomme til opgøret.

Hos Esbjerg må man klare sig uden Mathias Kristensen.

Odds:

Det lugter af et målfattigt opgør. Hverken OB eller Esbjerg har haft for vane at score mål på samlebånd, og det tror vi heller ikke, at de gør søndag.

SønderjyskE – Silkeborg IF

Hverken SønderjyskE eller Silkeborg hentede point til Superliga-kontoen i sidste weekend, og det skal der laves om på denne søndag. Begge hold har hårdt brug for point i kampen for at undgå nedrykning.

Trupnyt:

SønderjyskE er stadig uden Mads Albæk, Rilwan Hassan, Marc Pedersen, Jeppe Simonsen og Theofanis Mavrommatis, mens Victor Mpindi sidder ude med karantæne.

Silkeborg må undvære Magnus Mattsson og Milan Massop, mens Svenn Crone afsoner karantæne.

Odds:

Begge hold har brug for tre point, men et enkelt point vil ikke rykke meget, og derfor kan det sagtens gå hen og blive en offensiv kamp med mål i begge ender.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og videoer, kan du gøre det via linket herunder.