• Kamp

Optakt til 3F Superligaen: Kan EfB og FCN følge op på drømmestarten?

Superliga
Getty Images
Annonce

I 3F Superligaens 22. spillerunde er der blandt andet vigtige point på spil i både Randers og Aalborg

Efter en premiererunde, der var præget af megen blæst og dårlige baner, så indledes denne 22. spillerunde fredag aften, når DS Arena i Hobro lægger græstæppe til mødet med guldbejlerne fra FC Midtjylland.

Forud for denne spillerunde ser tabellen således ud:

Hobro IK – FC Midtjylland

Peter Sørensens tropper skal forsøge at jagte sin første sejr over FCM i Superliga-historien, men det bliver en hård opgave for Hobro, der jagter sin første sejr siden 15. september 2019, hvor F.C. København blev besejret 2-1 på DS Arena.

Hobro leverede en alt andet end prangende indsats i premieren i Haderslev. Energien og gejsten forsvandt, da Johan Absalonsen bragte SønderjyskE foran midtvejs i første halvleg, og eneste lyspunkt var at få Pål Alexander Kirkevold på tavlen i slutfasen.

FC Midtjylland kommer ind til kampen på bagkant af en 2-0 sejr mod Lyngby BK i premiererunden, og det handler om for FCM at holde de syv points afstand, der er til F.C. København på andenpladsen.

Brian Priske kunne se sit hold levere en professionel indsats i Lyngby-kampen, hvor Awer Mabils hælmål i kølvandet på en standardsituation var opgørets højdepunkt. En klassisk FCM-indsats, hvor defensiven igen stod snorlige.

Opgøret er det niende indbyrdes opgør mellem de to klubber i 3F Superligaen, og her er det værd at bemærke, at FC Midtjylland har vundet syv af otte møder, mens det i august 2019 lykkedes Hobro at erobre sit eneste point mod FCM. Ved den lejlighed endte opgøret i Herning 1-1.

Der er ingen tvivl om, at der venter Hobro IK en særdeles vanskelig opgave i aften.

Trupnyt:

For Hobro IK er Christian Cappis ude med karantæne og bliver erstattet af Don Deedson Louicius i truppen.

Til gengæld er FCM’s stærke midtbanespiller Evander tilbage efter at have afsonet en spilledags karantæne imod Lyngby. Han erstatter blot 17-årige Aral Simsir i 18 mandstruppen.

FC Nordsjælland – SønderjyskE

Begge hold kom i gang med foråret på den bedst tænkelige måde, hvor FC Nordsjælland onsdag slog AC Horsens 6-0 i den udsatte søndagspremiere, mens SønderjyskE fik en vital sejr i bundkampen, da det blev til en 3-1 sejr i mod Hobro IK.

FC Nordsjælland spillede sig for alvor ind i top-6, og med endnu en hjemmekamp kan det unge mandskab tage endnu et skridt mod medaljeslutspillet, alt imens SønderjyskE skal forsøge at skabe afstand til de øvrige bundkandidater.

Det bliver interessant at se hvilke af de to hold, der lykkedes at følge op på den perfekte forårsstart.

FC Nordsjælland – 3F Superligaens mest scorende hold med 40 mål – må være favoritter mod et SønderjyskE-mandskab, som vi forventer komme til at stå ganske dybt for ikke at blotte sig over for FC Nordsjællands dygtige og bevægelige offensiv.

Trupnyt: Hverken FC Nordsjælland eller SønderjyskE er ramt af karantæner til søndagens opgør.

For Haderslev-klubben missede tilbagevendte Pierre Kanstrup premieren med en mindre skade han pådrog sig i den sidste testkamp mod Brøndby IF. Glen Riddersholm håber naturligvis at have den rutinerede stopper klar til opgøret i Farum.

Lyngby BK – Esbjerg fB

Esbjerg fB’s nye hold fik en drømmestart på foråret, da F.C. København blev besejret 1-0 på Blue Water Arena, og nu gælder der for EfB en om muligt endnu vigtigere kamp i forhold til at kravle opad i tabellen.

EfB sendte et flot signal i opgøret mod FCK, for man kunne med rette stille spørgsmålet om, hvorvidt så mange spillere på leje havde den fornødne gejst til at føre holdet ud af nedrykningsstriden.

Lad det bare være sagt med det samme: EfB’s indsats mod FCK’s guldbejlere manede effektivt de spørgsmål til jorden. Nu er spørgsmålet denne gang, om vestjyderne kan gøre det samme mod en direkte rival.

Gæsterne fra Lyngby tabte 0-2 i mandagens premiere mod FC Midtjylland, og er derfor blevet distanceret en smule i forhold til top 6-placeringerne, mens der heller ikke er langt ned til nedrykningspladserne.

Man fristes til at sige, at Lyngby heldigvis er på hjemmebane, for det er hjemme på Lyngby Stadion, at de kongeblåklædte har hentet 22 ud af sine 28 point.

Et afgørende slag venter mellem rækkens nummer 8 og 13.

Trupnyt:

Begge mandskaber er ramt af karantæner. Lyngby må undvære Marcel Rømer, der fik en advarsel mod FC Midtjylland.

Det samme var også tilfældet for EfB-angriber Yuriy Yakovenko, og dermed misser ukraineren forårets anden spillerunde.

Randers FC – OB

Efter at have fået aflyst premieren mod AGF søndag, indleder Randers FC forårssæsonen med en afgørende kamp mod OB hjemme på Cepheus Park Randers.

Gæsterne fra OB tabte 0-2 på hjemmebane til Brøndby IF i sin premiere, og dermed er medaljeslutspillet et stykke væk for fynboerne, der er placeret på 9. pladsen i tabellen.

OB spillede ganske fysisk mod Brøndby IF, hvilket kastede et rødt kort af sig i slutfasen, da Oliver Lund tacklede Mikael Uhre ude ved sidelinjen. Det kunne også have blevet til rødt kort til OB’s tuneser Issam Jebali, der både gik hårdt til Brøndby-anfører Andreas Maxsø. Selvsamme Jebali var også impliceret i Sigurd Rosteds sammenstød med sin egen keeper i første halvleg. Det kostede en skade til nordmanden.

Netop det fysiske aspekt er også én af Randers FC’s største styrker, og med opgørets vigtighed in mente, så kan det meget vel blive et hårdt fysisk slag.

Der er vigtige point på spil for begge mandskaber. Randers FC er med sidste uges resultater lige akkurat er uden for top-6, naturligvis med en kamp mindre i hånden, imens OB er pisket til sejr, hvis fynboerne skal holde fast i drømmen om top-6.

Trupnyt:

Randers FC har ingen karantæner til opgøret, og må forventes at stille med samme 18 mand, som skulle have spillet premieren i Aarhus. Dermed er mulig debut til Mathias Greve, der netop er kommet til fra søndagens gæster fra OB, samt Jesper Lauridsen, der er skiftet til Randers FC fra Esbjerg fB.

Hos OB misser Oliver Lund de næste tre kampe efter sit føromtalte røde kort mod Brøndby IF.

Silkeborg IF – F.C. København

Såvel Silkeborg IF som F.C. København fik en skidt indledningen på foråret, da begge hold led nederlag. Fælles for begge mandskaber var, at hverken SIF eller FCK formåede at score mod henholdsvis AaB og EfB.

Det bliver endnu en svær opgave for SIF-mandskabet, og det bliver ikke lettere, når man kaster et blik på den indbyrdes statistik:

SIF har ikke vundet de seneste 8 indbyrdes opgør mod FCK. Seneste sejr til klubben fra Søhøjlandet var i april 2013, hvor SIF vandt 1-0 på klubbens tidligere hjemmebane Mascot Park. Matchvinder blev Marvin Pourié.

I FCK-lejren er spørgsmålet naturligvis om holdet kan rejse sig fra den dårlige indsats mod Esbjerg fB sidste fredag. Der må dog være selvtillid at spore efter en god anden halvleg i Europa League-kampen mod Celtic, hvor FCK’erne spillede en god anden halvleg.

Endnu et spørgsmål er, om der er trætte ben hos Løverne efter en hård EL-kamp tre dage tidligere?

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er Ståle Solbakkens udvalgte store favoritter mod 3F Superligaens agterlanterne.

Kampen på JYSK Park er uden tvivl vigtigt for begge mandskaber. Lykkedes det endelig Ronnie Schwartz-erstatningen Junior Brumado at få hul på bylden?

Trupnyt:

SIF er definitivt uden langtidsskadede Magnus Mattsson og Milan Massop men også blandt andet Shkrokdan Maholli missede AaB-kampen med skade. Kent Nielsen har ingen karantæneramte spillere at skulle forholde sig til.

For FCK er Nicolai Boilesen og Jonas Wind fortsat skadede, hvilket også er tilfældet for Viktor Fischer og Robert Mudražija. Derudover fik Dame N’Doye et gult kort mod EfB, hvilket betyder at senegaleseren misser opgøret mod SIF med karantæne.

AaB – Brøndby IF

Begge mandskaber kommer ind til opgøret med selvtillid efter 2-0-sejre på udebane. AaB slog Silkeborg IF, mens Brøndbys nye, unge mandskab slog OB under vanskelige forhold.

Brøndby IF’s ‘young guns’ imponerede alt og alle i Odense, og fik for en stund lukket munden på de kritikere, der ellers var ude at kritisere niveauet i truppen. Særligt Lasse Vigen Christensen og debutanten Anis Ben Slimane imponerede for de blå/gule i premieren, og spændende bliver det at se, om Niels Frederiksens tropper kan følge op på takterne på udebane mod AaB.

AaB hentede en pligtsejr i Silkeborg, hvor særligt Kasper Kusk var den positive oplevelse for de bolsjestribede med sine to mål og en ‘omskoling’ til angriberpositionen. Han fik dog et unødvendigt gult kort efter 1-0 målet, og det koster altså en enkelt dag i skammekrogen.

En afgørende kamp venter på Aalborg Portland Park mellem rækkens nummer 6 og nummer 4. En eventuel sejr kan blive afgørende i jagten på det eftertragtede Mesterskabsslutspil.

Det er værd at tage med at AaB ikke har slået Brøndby IF siden en 3-0 sejr i maj 2016, hvor Lukas Spalvis blev dobbelt målscorer, mens den nuværende FCK’er Nicolaj Thomsen også kom på tavlen.

Trupnyt:

Jores Okore var ikke med mod SIF grundet en enkelt spilledag i skammekrogen, men – som nævnt – er AaB-træner Jacob Friis uden premierens dobbelte målscorer Kasper Kusk, der altså må tage plads på tribunen.

Hos Brøndby IF gik Sigurd Rosted ud med en hovedskade efter han blev skubbet ind i sin egen keeper i en duel med OB’s Issam Jebali. Han har dog siden meldt sig klar til søndagens kamp.

Kasper Fisker, Tobias Børkeeiet og Joel Kabongo er fortsat skadede, mens et comeback er i sigte for både Josip Radošević og Hjörtur Hermannsson.

AC Horsens – AGF

Mens AGF ikke kom i aktion i premieren mod Randers FC, så blev AC Horsens’ forårspremiere mod FC Midtjylland udskudt til onsdag aften.

Det blev en besværlig aften for Bo Henriksens udvalgte, der tabte 0-6 på Right to Dream Park.

Der var ikke meget killer instinct over ‘Den Gule Fare’ onsdag aften i Farum, hvad også resultatet afspejler. Særligt efter pausen blev Henriksens mandskab skilt af et mere end almindeligt veloplagt FCN-hold.

Kan AC Horsens rejse sig imod de østjyske rivaler fra AGF, og hvordan kommer David Nielsens tropper i gang med foråret?

AGF jagter som bekendt den første medalje siden 1996, og skal århusianerne holde blandt andre Brøndby IF stangen, så er tre point i Horsens et must.

Et spændende matchup venter på CASA Arena. Selvom der umiddelbart er stor forskel på klubbernes placering i tabellen, så forventer vi en tæt affære.

Trupnyt:

AC Horsens-kaptajn Hallur Hansson er ramt af karantæne, og det samme er AGF’s australske midtbanespiller Zach Duncan, der oprindeligt skulle have siddet udenfor mod Randers FC, men da kampen er udsat, skal karantænen altså afsones i den næstfølgende kamp.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.