• Offsite

Optakt til 5. runde af Superligaens mesterskabsspil

Annonce

Kampen om mesterskabet ser ud til at være ovre, men måske AGF til gengæld kan komme et skridt tættere på sølvet? Læs om de tre kampe fra mesterskabsspillet her

FC Midtjylland fik lagt låg på guldduellen med FC København, da det lykkedes Ulvene at besejre Ståle Solbakkens mandskab 2-1 i sidste weekend.

Dermed er der 11 point mellem de to klubber i tabellen, og med blot seks kampe tilbage tyder alt på, at midtjyderne snupper titlen.

Kampen om de to resterende medaljer er dog stadig til dels åben. AGF er nemlig blot syv point efter FC København og kan med en sejr i de to holds indbyrdes opgør denne søndag minimere forspringet til fire point.

Skulle det ende i et pointtab for De Hviie, kan Brøndby til gengæld nærme sig bagfra og lugte bronzen, hvis de selv formår at slå AaB.

Nedenfor tager vi et kig på alle søndagens tre opgør, og vi starter i Nordsjælland.

FC Nordsjælland – FC Midtjylland

Fire point i de første fire kampe i mesterskabsspillet vidner om, at FC Nordsjælland stadig har svært ved at få de fornødne point, når de møder Superligaens stærkeste mandskaber.

Senest tabte Flemming Pedersens tropper 0-2 til Brøndby på en dag, hvor tingene absolut ikke spillede, og hvor de blågule vandt ganske fortjent.

Efter et par svingende præstationer fandt FC Midtjylland igen guldspillet frem mod FC København i sidste weekend og ligner derfor de kommende mestre med et forspring på 11 point inden de sidste seks spillerunder.

Trupnyt:

Den forgangne uges coronatests viste lutter negative resultater i FC Nordsjælland, og klubben har heller ingen skader eller karantæner.

FC Midtjylland derimod er ramt af flere skader. Dion Cools, Evander, Tim Sparv og Gustav Isaksen sidder ude.

Odds:

På trods af en række skader har FC Midtjylland et utrolig stærkt hold, og FC Nordsjælland kan igen få problemer med at skabe chancer. Derfor tyder alt på en ny udesejr til Ulvene.

AaB – Brøndby IF

AaB er ganske hårdt ramt inden søndagens opgør mod Brøndby. Skuffelsen over finalenederlaget til SønderjyskE i pokalturneringen gør uden tvivl ondt, og så må nordjyderne endda også undvære en skadet Lucas Andersen.

Brøndby er også ramt af afbud, idet både Simon Hedlund og Samuel Mraz er blevet testet positive for COVID-19 og derfor ikke kommer i kamp.

De blågule må ikke desto mindre have selvtillid i banken efter en flot sejr over FC Nordsjælland i sidste weekend, og det kan være afgørende, hvis AaB skal besejres, og drømmen om bronzemedaljer skal fastholdes.

Trupnyt:

Som nævnt er Lucas Andersen ude med en fibersprængning, som han pådrog sig i pokalfinalen.

Hos Brøndby er Simon Hedlund og Samuel Mraz fraværende grundet deres positive coronatests, og derudover er Kevin Mensah og Tobias Børkeeiet stadig ukampdygtige.

Odds:

Selvtilliden på de to hold er vidt forskellig, og desuden må AaB-spillerne have trætte stænger efter pokalfinalen. En udesejr virker som det mest sandsynlige.

AGF – FC København

Løbet ser ud til at være kørt for FC København i forhold til at snuppe mesterskabet, og nu handler det om at slikke sårene og ikke mindst holde AGF bag sig i tabellen.

Hos David Nielsens mandskab er målet nok det eksakt modsatte. Derudover skal De Hviie forsøge at revanchere det noget pinlige 1-4 nederlag til AaB i sidste weekend.

Trupnyt:

Mens Zachary Duncan er skadet, sidder Jesper Juelsgaard ude med karantæne for AGF.

I FC København er der gode nyheder, eftersom Dame N’Doye og Nicolai Boilesen begge er begyndt at spille igen efter skader. De kommer dog nok ikke i kamp mod AGF. Også Jonas Wind nærmer sig kampform igen. Til gengæld er Viktor Fischer og Michael Santos på skadeslisten.

Odds:

Begge hold går utvivlsomt ind til kampen med et håb om at vinde den, og det kan betyde, at vi får en ganske underholdende kamp at se. Derfor kommer netmaskerne nok også til at blafre i begge ender.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.