• Nyhed

Otte mål og to røde kort: Vanvittigt Champions League-brag mellem Chelsea-Ajax

Ajax, Chelsea
Getty Images
Annonce

Ajax var foran med 4-1 på Stamford Bridge, men måtte nøjes med 4-4 efter to røde kort på samme tid. Hakim Ziyech scorede undervejs et af årets bedste mål

Der var festfyrværkeri fra start af, da Chelsea tog imod Ajax på Stamford Bridge tirsdag aften. Der skulle nemlig bare gå et minut før Tammy Abraham på uheldig vis dirigerede Quincy Promes frispark forbi Kepa i sit eget mål og bragte gæsterne i front.

Og to minutter senere var der lighed i sagerne igen. Christian Pulisic blev nedlagt i Ajax-feltet og Jorginho eksekverede stensikkert for The Blues. Så var vi ligesom i gang.

Men Ajax skulle komme i front igen allerede efter 20 minutters spil, da Quincy Promes på snedig vis dukkede op på bagerste stolpe og headede bolden i mål bag en sagesløs Kepa. Indlægget stod Hakim Ziyech for.

Alle disse scoringer var dog kun en appetitvækker til en af årets mest utrolige mål, der faldt efter 35 minutter. Ziyech tog et frispark tæt ved hjørneflaget og sendte på utrolig snedig vis bolden over alt og alle og ind via stolpen. Uheldige Kepa fik bolden i hovedet i dens vej i nettet.

Så var Chelsea for alvor under pres, og Frank Lampards tropper forsøgte at flytte spillet op i den anden ende af banen. Men det lykkedes ikke at få reduceret inden pausen, og Ajax kunne derfor gå i omklædningsrummet med en to-måls føring.

Målfesten fortsatte efter pausen

Chelsea startede anden halvleg godt, og Abraham fik en god mulighed for at gøre skaden god igen efter få minutter. Men angriberens afslutning gik et godt stykke over mål. Få angreb senere var han igen alene igennem, men denne gang tog André Onana sig af forsøget.

Det store pres fra The Blues gav dog plads i den anden ende, og det udnyttede Donny van de Beek kort efter til at bringe Ajax foran med 4-1. Igen var knivskarpe Ziyech i oplæggerens rolle, da han fandt midtbanekollegaen med en skarp pasning ind i feltet.

Men der var bare mål i London tirsdag aften, og efter et kvarters spil af anden halvleg kom Chelsea på 2-4. Denne gang røg Abrahams afslutning uden om Onana og havde retning mod målhjørnet. Her kom Cesar Azpilicueta glidende og skubbede reduceringen det sidste stykke over stregen.

Utrolig afslutning på kampen

Og opgaven blev sværere endnu for Ajax, da Danny Blind fik sit andet gule for en voldsom tackling med 22 minutter igen. Og det var bare begyndelsen. For ved samme lejlighed fik Danny Veltman sit andet gule kort, da han blokerede bolden i feltet. Jorginho reducerede på det efterfølgende straffespark, og så stod måltavlen 3-4 og holdkortene 11-9.

Bare to minutter senere fik Chelsea også udlignet, da han kom først på en ripost fra et Kurt Zoumas hovedstød på overliggeren og knaldede 4-4 målet i nettet med en resolut firsttimer.

Og kort efter så det minsandten ud til, at Chelsea også var kommet i front med 5-4. Men bolden havde snittet Azpilicuetas hånd før han sendte bolden i nettet, og kampens niende scoring blev korrekt annulleret.

Ajax forsøgte på imponerende vis stadig at hive sejren hjem på trods af kun at være ni spillere på banen, og de fik faktisk muligheden fem minutter før tid. Men en flot redning af Kepa sørgede for, at Chelsea holdt fast i 4-4. Det samme gjorde Onana på Michy Batshuayis afslutning i den anden ende i kampens sidste minut, og begge mandskaber fik dermed et point med hjem fra det vanvittige opgør.

Resultatet betyder, at de to klubber begge har syv point efter fire spillerunder.

Loading