• Offsite

Overblik: Superligaens glemte spillere

Superliga
Getty Images
Annonce

I denne artikel tager vi et kig på spillere i Superliga-klubberne, som er gået over i glemslen, men som stadig er på kontrakt i den bedste danske fodboldrække

Mens nogle spillere formår at få kameralinserne til at følge dem på grund af deres præstationer på banen, deres udtalelser eller udskejelser udenfor grønsværen, er der også dem, som bevæger sig rundt i skyggerne.

Vi har løbet Superliga-klubbernes trupper igennem og fundet en spiller i hver enkelt klub, som de fleste nok har glemt stadig er at finde i en dansk klub.

AaB – Aramis Kouzine

AaB hentede i januar den klubløse canadier i ukrainske Dnipro, hvor han havde kontraktudløb.

Offensivspilleren blev talt gevaldigt op i medierne og gjorde angiveligt et rigtigt godt indtryk hos nordjyderne, men alligevel nåede han ikke at spille en eneste kamp for klubben inden corona-pausen, og de fleste fans har nok allerede glemt ham igen, men han er altså stadig at finde i Aalborg.

AGF – Gift Links

Gift(ige) Links har ikke spillet en Superliga-kamp for De Hviie siden d. 29. september. Han blev hentet til AGF for et, i Superliga-sammenhæng, stort beløb, men 24 kampe senere står han altså kun noteret for 52 minutters spilletid i Superligaen.

AC Horsens – Jannik Pohl

475 minutters Superliga-fodbold er det blevet til for den tidligere AaB-angriber, der for halvandet år siden vendte tilbage til Danmark for at repræsentere AC Horsens.

Siden november sidste år det ikke blevet til mere end 15 minutters Superliga-liga fodbold for Jannik Pohl, og måske han allerede smutter igen denne sommer?

Brøndby IF – Michael Tørnes

Tørnes skiftede sidste sommer tilbage til Brøndby IF efter seks års fravær. Måske han havde håbet på at kunne byde Marwin Schwäbe op til dans og få et comeback i den bedste danske række, men det er altså ikke blevet til et eneste spilminut for den 34-årige keeper.

Esbjerg – Viktor Tranberg

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller skiftede sidste sommer det nordlige Sjælland ud med det vestlige Jylland i håbet om et gennembrud i Esbjerg fB.

Det er dog ikke blevet til mere end 128 minutters spilletid fordelt på tre kampe i den blåhvide trøje. Meget skuffende for en central forsvarsspiller, der ellers så ud til at gå en lys fremtid i måde, men nu nærmere lader til at være gået i glemmebogen, inden han for alvor fik sit gennembrud.

FC København – Stephan Andersen

Stephan Andersen? Er han ikke gået på pension for længst? Det skulle man tro, men til trods for ikke at have spillet en Superliga-kamp for FCK siden september 2018, valgte Løverne faktisk at forlænge den 38-årige keepers kontrakt i vinter, så den nu løber frem til sommeren 2021.

Det virker dog meget usandsynligt, at han skulle finde vej til en plads mellem stængerne igen, da både Kalle Johnson og Steen Grytebust er foran ham i køen.

FCN – Jonathan Amon

“Det er ikke, fordi Jonathan Amon er ude i kulden i FC Nordsjælland – han er bare ramt af småproblemer, som FCN vil have helt styr på, inden han kommer tilbage på holdet,” sådan udtalte FC Nordsjælland-træner Flemming Pedersen om Jonathan Amon i efteråret.

Alligevel er det kun blevet til 45 minutters spilletid for den talentfulde amerikaner i denne sæson. Det bliver vel nærmest som en helt ny signing for Nordsjælland, når han kommer på holdet igen. I hvert fald har han været en del af træningen, der er genoptaget i FC Nordsjælland.

Hobro – Mads Hvilsom

Mads Hvilsom var en af de helt store åbenbaringer for Hobro IK, da de i 2014/15-sæsonen for første gang nogensinde spillede i den bedste danske række og endda tog en flot syvendeplads.

Dette sikrede ham et stort skifte til Braunschweig i Tyskland, men siden da han har været forbi både SønderjyskE og Esbjerg fB, men grundet de mange skader, har han aldrig rigtigt fundet samme niveau.

I dag spiller han faktisk i Hobro igen, men det er kun blevet til sølle syv minutters spilletid i en kamp mod Brøndby IF i denne sæson. Nordjyderne håber stadig på at kunne få gang i målscoreren, der trods alt kun er 27 år og kan nå det endnu.

Lyngby BK – Lasse Nielsen

Lasse Nielsen var en af de helt store profiler på holdet, da Lyngby BK i sidste sæson sikrede sig oprykning til den bedste danske række, men i denne sæson er han nærmest som forsvundet.

Han pådrog sig en skade i efteråret, men selvom han var klar igen allerede i november, er det siden da kun blevet til syv minutters spilletid for De Kongeblå.

Randers FC – Benjamin Stokke

For snart to år siden hentede kronjyderne norske Benjamin Stokke, og det blev da også til en stor mængde spilletid for angriberen i hans første sæson i klubben.

Det har dog langt fra været tilfældet i indeværende af slagsen. Blot fire ekstremt korte indhop er det nemlig blevet til, og meget tyder på et sommerexit.

Silkeborg – Magnus Mattsson

I 2018 blev en bare 19-årig Magns Mattsson kåret til årets spiller i Silkeborg efter flere flotte præstationer for klubben, men siden da er det gået ned ad bakke for midtbanespilleren.

Skader har holdt ham væk fra grønsværen i det meste af tiden, og nogle har måske glemt, at han faktisk stadig er på kontrakt i klubben.

OB – Jörgen Skjelvik

En profileret nordmand blev i januar hentet til Ådalen på en lejeaftale fra MLS-klubben LA Galaxy.

Derfor havde man også store forventninger til venstre backen, men siden da er det altså ikke blevet til mere en 73 minutter i en kamp mod SønderjyskE og to reserveholdskampe. En smule skuffende, men hans lejeophold slutter først ved udgangen af 2020, så han kan stadig nå at slå sit navn fast.

SønderjyskE – Joao Peirera

I 2018 vendte forsvarsspilleren Joao Pereira hjem til SønderjyskE efter et mere eller mindre mislykket ophold i OB.

Men heller ikke i det sønderjyske, har portugiseren fået overbevist Glen Riddersholm om, at han er berettiget til spilletid.

I denne sæson har Pereira end ikke været i kamptruppen en eneste gang, hvilket er et meget godt tegn på, at han nok bør lede efter nye græsgange til sommer.