• Nyhed

Overlegne FC Midtjylland udklasserede FC København

Getty Images
Annonce

Der var ikke meget rafle om i aftenens topbrag. FC Midtjylland var en klasse bedre end FC København og vandt fortjent 4-1

Der var lagt op til et sandt topbrag i Superligaen, da FC Midtjylland søndag aften tog imod FC København. Man kunne have frygtet to hold, der har holdt sig lidt tilbage, men sådan blev det absolut ikke.

Ulvene fra Heden kom nemlig ud til kampen med bulder og brag og fik sat FC København under et voldsomt tryk.

Vi skulle alligevel frem til det 28. minut for at få den første scoring. Et hjørnespark dumpede efter lidt forvirring ned til Sory Kaba, og han sparkede nemt midtjyderne i front. 1-0.

Hjemmeholdet fortsatte med at trykke på, og kort før pausen blev det også 2-0 efter et suverænt angreb. Awer Mabil endte med at sende et perfekt indlæg ind til Evander, som headede bolden i kassen.

Derfor førte FC Midtjylland fuldstændig fortjent med 2-0 i en halvleg, hvor udeholdet havde et par muligheder til henholdsvis Michael Santos og Dame N’Doye.

Magtdemonstration

Kampbilledet var stort set det samme efter pausen. Syv minutter inde i halvlegen smækkede Evander endnu en dødbold ind i boksen, og her oversprang Kaba hele FCK-defensiv og pandede midtjyderne på 3-0.

Og så virkede opgøret afgjort, men pludselig fik udeholdet en livline. N’Doye fandt en fri Santos, hvis afslutning blev reddet på stregen, men N’Doye stod klar på opsamlingen og reducerede nemt til 1-3.

Men det lille håb holdt blot fire minutter. For på et hjørnespark er FC Midtjylland livsfarlige, og det viste de igen, da Evander fandt Erik Sviatchenko, som gjorde det til 4-1.

Det kunne nemt være blevet til en endnu større hjemmesejr, men Ståle Solbakkens tropper slap en smule med skrækken, og derfor sluttede topopgøret med en stensikker 4-1 sejr til FC Midtjylland.

Loading