• Nyhed

På mesterskabskurs: Formidable Liverpool udspiller Manchester City

Sadio Mané, Liverpool
Getty Images
Annonce

Liverpool tog en stensikker og flot sejr på 3-1 over Manchester City i 12. runde af den engelske Premier League

Så kom dagen endelig! De to hold, som siden starten af 2018/19-sæsonen har været de suverænt bedste i England, skulle møde hinanden i en, for begge hold, absurd vigtig Premier League-kamp.

For Manchester City ville en sejr betyde, at de kunne barbere Liverpools føring ned til bare tre point, mens en sejr til The Reds ville betyde et forspring på intet mindre end ni point ned til de forsvarende mestre.

Stemningen var da også ekstatisk på Anfield Road, som dannede ramme om topopgøret, og de mange fremmødte Liverpool-fans fik hurtigt noget at juble over, for bare seks minutter skulle der gå af opgøret, før hjemmeholdet kunne bringe sig foran på et missil af den defensive midtbanespiller Fabinho.

Liverpool var generelt kommet ud til kampen i et tempo, som var markant højere end gæsterne fra Manchester, og allerede efter et lille kvarter var den igen gal i City-defensiven.

Denne gang var det den egyptiske kantspiller Mohamed Salah, som på et flot indlæg af Andrew Robertson headede The Reds på 2-0 og dermed fordoblede føringen.

Efter målet til 2-0 fandt gæsterne en smule bedre fodfæste, og de fik skabt en række halve chancer, hvor spidsangriberen Sergio Agüero på den rette dag nok havde braget en enkelt af dem i kassen, men sådan skulle det ikke gå.

Når man ikke scorer på sine store chancer er det altså svært, for ikke at sige umuligt, at få noget med fra Anfield, og da andenhalvleg blev fløjtet i gang, skulle der heller ikke gå mere end seks minutter, før den senegalesiske kantspiller Sadio Mané formåede at bringe sit hold på 3-0.

Herfra så håbet hos de lyseblå ud til at være helt slukket, men med lidt over 10 minutter tilbage af opgøret fik Bernardo Silva reduceret til 1-3, da han bragede bolden ind via stolpen.

Herefter var det et sandt bombardement mod målmand Alisson og resten af Liverpool-defensiven.

Det var dog for sent, at City begyndte at bide fra sig, og de formåede ikke at score flere mål, hvorfor Liverpool endte med at vinde kampen med 3-1 og dermed udbygger føringen til ni point ned til City, mens de har otte point ned til Chelsea FC og Leicester City på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Vi vil ikke kalde den for tidligt, men meget skal gå galt, hvis ikke Liverpool i denne sæson formår at vinde deres første Premier League-titel i klubbens historie.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.