• Nyhed

Pickford sikrede engelsk triumf mod Schweiz

Getty Images
Annonce

Jordan Pickford blev den helt store helt for England, da de slog Schweiz i bronzekampen i Nations League efter straffesparkskonkurrence

Søndag eftermiddag spillede England og Schweiz bronzekamp i årets UEFA Nations League. Op til kampen havde englænderne skiftet syv mand fra deres startopstilling imod Holland. Samtidig skiftede schweizerne kun tre mand.

Allerede efter et minut havde England deres første chance i kampen. Harry Kane afsluttede med et frækt chip, men schweizernes målmand Yann Sommer fik en finger på afslutningen, før bolden ramte overliggeren.

Efter 13 minutter var englænderne på spil igen. Kane spillede på fornem vis Raheem Sterling fri på kanten af feltet, men Manchester City-spilleren afsluttede med en sløj inderside, og det var derfor nemt for Sommer at tage sig af afslutningen.

To af de nye i englændernes startopstilling var Trent Alexander-Arnold og Dele Alli. Begge spillere var på spil efter 34 minutter, hvor Arnold med et fremragende indlæg spillede Alli helt fri foran schweizernes-mål. Tottenham-spilleren fik dog ikke ordentlig kontakt med bolden på sit hovedstød, og derfor gik bolden et stykke over mål.

Efter en generelt lidt kedelig første halvleg gik holdene til pause uden scoringer. Englænderne sad på det meste i de første 45 minutter, så det var ikke meget, som englændernes-træner Gareth Southgate skulle ændre på i halvlegen. Schweizerne gik dog ind til pausen med en dårlig smag i munden efter en svag første halvleg.

En åben start på anden halvleg

10 minutter inde i anden halvleg var den næsten gal for schweizerne igen. Danny Rose smed et godt indlæg ind i schweizernes felt. Her var Fabian Schär uheldig og rettede bolden imod eget mål, men endnu en gang viste Yann Sommer klassen. Med spidsen af handsken rettede Gladbach-målmanden bolden på stolpen og væk fra målet.

To minutter senere var det Jordan Pickfords tur til at vise klassen. Efter en god aflevering fra schweizernes højreside var Granit Xhaka pludselig helt fri på kanten af feltet. Arsenal-spilleren afsluttede med en kontrolleret inderside, men det var ikke nok til at overliste Pickford i målet.

Generelt var schweizerne bedre med i første del af anden halvleg, hvilket gjorde kampen noget mere spændende.

Forløsning for englænderne…. eller næsten

Senere troede englænderne, at de havde afgjort kampen. Efter et godt hovedstød fra Dele Alli, var indskiftede Callum Wilson over returen og skrabede bolden i mål bag Yann Sommer. Kampens dommer dømte dog frispark til schweizerne, efter at målet var kigget igennem af VAR-dommeren.

Generelt dominerede englænderne klart mest i slutningen af halvlegen, og de var klart det hold, som ville have afgjort kampen før forlænget spilletid.

Englænderne lykkedes dog ikke med deres sporadiske forsøg, og derfor gik kampen i forlænget spilletid.

Forlænget spilletid uden det sidste held

Syv minutter inde i første halvleg af den forlængede spilletid viste Yann Sommer endnu engang klassen. På et fremragende hovedstød fra Sterling reddede Sommer bolden helt ude ved stolpen og kom derefter tilbage på benene for også at afvise Dele Alli.

Ind i den anden halvleg af den forlængede spilletid kom englændernes bedste forsøg. Englænderne fik et frispark på kanten af feltet, men overliggeren stod imellem Sterling og det afgørende mål.

Efter den forlængede spilletid var stillingen stadig 0-0. Begge mandskaber skulle derfor have fem navne klar til en straffesparkskonkurrence.

Pickford blev afgørende

I straffesparkskonkurrencen blev Jordan Pickford den helt store helt for England. Efter seks spark fra begge mandskaber reddede Pickford sparket fra schweizernes Josip Drmic.

Dermed ender England på tredjepladsen i Nations League.

Loading