• Nyhed

PL-klubber er klar til at tage imod Braithwaite med åbne arme

Getty Images
Annonce

Såfremt FC Barcelona ikke ønsker at beholde Martin Braithwaite, er der flere klubber i den engelske Premier League, der står klar

Martin Braithwaite skiftede i sidste måned til FC Barcelona i en af de mest overraskende dansker-transfers nogensinde.

Esbjergenseren kom da også fantastisk fra start i klubben, hvor han gik direkte ind og gjorde en forskel med sin hurtighed og teknik fra start.

Uheldigvis for ham (og alle andre), sidder vi nu midt i corona-pandemien, og der er ingen, der ved med sikkerhed, hvornår fodbolden vil blive taget op på ny.

Derfor er der allerede nu skriverier om, at Braithwaite kan blive sendt videre i systemet til sommer, hvor Barcelona har store planer om at hente forstærkninger til angrebet.

Såfremt catalanerne ønsker at sælge danskeren, er der dog en række bejlere, der har meldt sig på banen. Det lokale medie Sport skriver nemlig, at både Everton og West Ham skulle være klar til at betale de 135 millioner kroner, som Barcelona angiveligt kræver for ham.

Braithwaite skrev under på en lang kontrakt med de forsvarende spanske mestre, hvorfor det i sidste ende er ham selv, der skal tage beslutningen.