• Reaktion

Premier League-legender raser over ødelæggende VAR-kendelse

West Ham mod Sheffield United
Getty Images
Annonce

West Ham troede, de havde lavet en sen udligning mod Sheffield United i fredagens Premier League-kamp, men de blev klogere

Fredagens kamp i Premier League mellem Sheffield United og West Ham blev højdramatisk i slutminutterne, da udeholdets Robert Snodgrass sparkede en udligning til 1-1 i mål.

Der udbrød stor jubel hos det trængte London-hold og dets fans, men det varede kort, for i løbet af få minutter var målet annulleret.

I situationen brød West Hams Declan Rice i gennem, hvorefter stortalentet lagde bolden til højre til Snodgrass, som fandt hul ved forreste stolpe.

Efter konsultation med VAR blev der dømt hånd på bolden af Rice, hvor en Sheffield-spiller header den direkte ind på West Ham-spillerens venstre arm, og da det er i forbindelse med et mål, siger loven klart og tydeligt, at der er frispark.

Efterfølgende har situationen fået fodbold-England til at gløde, hvor både spillere og kommentatorer kritiserer den nye regel for hånd på bolden, som blev indført op til denne sæson.

“Der har været så mange beslutninger i denne sæson, der har været helt vanvittige. De fejrede VAR, som var det et mål, og sådan skal fodbold ikke være,” udtaler Rice til BBC.

Også Liverpool-legenden Michael Owen kritiserer den nye regel, som han kalder en “joke”.

“Prøv at lære et barn reglen om hånd på bolden. Nu handler det om, hvor du er på banen, om det er det forsvarende eller angribende hold, og nogle gange om det er bevidst og andre gange ikke,” skriver Owen på Twitter.

Også angriberens tidligere holdkammerat og ekspertkommentator Jamie Carragher giver den nye regel en hård medfart.

“Reglen om hånd på bolden er en joke. Sådan et mål bør aldrig blive underkendt i fodbold. Det er pinligt,” udtaler han ifølge Daily Mail.

“Man taler om VAR, men reglerne for hånd på bolden skal ændres. Det er pinligt, at sådan noget ikke giver mål. Ingen aner, hvad der er sket.”

Sheffield United vandt kampen med 1-0 og lægger sig dermed på femtepladsen inden Premier Leagues resterende kampe i denne weekend.

Loading
x