• Nyhed

Premier League-opsamling: Chelsea og Leicester fortsætter de gode takter

Chelsea, Newcastle
Getty Images
Annonce

Chelsea slog Newcastle, Leicester slog Burnley og de fleste andre spillede uafgjort i Premier League lørdag eftermiddag

Bolden rullede mange steder i Premier League lørdag eftermiddag, hvor hele seks kampe blev afviklet samtidig. Og der skulle vise sig at ligge et par overraskelser og lure.

Danskere tog point med hjem fra Wolves

I Wolverhampton kom Southampton på besøg med både Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard i startopstillingen. Hjemmeholdet var farligst i første halvleg, hvor kun en hårfin VAR-dom afholdte Raul Jimenez fra at bringe dem i front. Istedet kunne Danny Ings så gøre det til 1-0 for gæsterne kort efter pausen. Jimenez fik dog scoret i anden halvleg og så endte kampen med 1-1. Højbjerg fik en særlig uheldig hovedrolle, da han begik straffesparket, der førte til Wolves-scoringen.

Chelsea fortsætter sejrsstimen

Frank Lampards formstærke Chelsea-hold tog imod Newcastle, der selv kom direkte fra deres sejr over Manchester United, og The Magpies gjorde god modstand. London-klubben var store favoritter, men formåede ikke for alvor at blive farlige i første halvleg.

Og det begyndte at se ud til, at Newcastle skulle holde stand. Men så first-timede spanske Marcos Alonso 1-0 målet i kassen i det 73. minut. Det skulle også blive kampens resultat, og The Blues indtager nu Premier Leagues tredjeplads.

Leicester nedbrød Burnley til sidst

Kasper Schmeichel skulle forsøge at tage sin fremragende landskampsform med sig tilbage til Premier League, hvor Sean Dyche og Burnley kom på besøg hos Leicester. Men landsholdskeeperen så ikke helt lige så skarp ud, da Chris Wood halvvejs gennem første halvleg sendte et hovedstød i nettet ved hans nærmeste stolpe.

Men Jamie Vardy svarede igen med også at bruge hovedet i halvlegens sidste minut, og så var parterne lige ved pausen. Og The Foxes stjal også sejren, da Youri Tielemans med små 20 minutter igen bragede det afgørende mål op i nettaget. De tre point betyder, at Leicester midlertidigt indtager Premier Leagues andenplads. Manchester City kan dog tage den tilbage med en sejr mod Crystal Palace lørdag aften.

I dagens øvrige kampe slog Aston Villa Brighton med 2-1, mens Bournemouth og Norwich spillede 0-0. Tottenham fortsatte deres dybe krise med kun at spille 1-1 på hjemmebane mod bundholdet Watford. Læs mere om den kamp her.

Loading