• Nyhed

PSE forventer kæmpe millionunderskud i 2020

FC København, fans
Getty Images
Annonce

Parken Sport & Entertainment har meddelt, at der forventes et underskud på mellem 150 og 200 millioner kroner for indeværende regnskabsår

Da corona-pandemien for alvor brød ud, og Superliga-sæsonen blev sat på pause, fik det samtidig Parken Sport & Entertainment, koncernen bag FC København, til at suspendere forventningerne til 2020-regnskabet.

Nu er man dog blevet klogere på den store usikkerhed, og PSE har i en pressemeddelelse fredag meldt ud, at der forventes et underskud på mellem 150 og 200 millioner kroner.

Det er en voldsom nedgang i forventningerne, som inden corona-krisen lød på et resultat før skat på mellem 0 og 20 millioner kroner i overskud.

“Vi er fortsat i en situation, som bogstaveligt talt ændrer sig fra dag til dag i begge retninger. Det er naturligvis frustrerende og ærgerligt, at COVID-19 pandemien har ramt os hårdt over en bred front fra fodbolden til Lalandia, men vi kan glæde os over, at både F.C. København og Lalandia under de vanskelige forhold har leveret tilfredsstillende resultater,” lyder det fra bestyrelsesformand Bo Rygaard.

Ydermere fortæller PSE, at man i 2020 forventer at gå glip af 350 millioner kroner i omsætning.

På mandag møder FC København Manchester United i Europa Leagues kvartfinale, hvor Superliga-mandskabet er stærkt undertippet.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.