• Spanien - La Liga

Rygte: Real Madrid kigger på Eriksen-alternativ

Fabian Ruiz, Napoli
Getty Images
Annonce

Real Madrid vil forstærke midtbanen, og udover Paul Pogba og Christian Eriksen har storklubben nu kastet blikket på Fabian Ruiz

23-årige Fabian Ruiz er stadig ikke den mest velkendte spanske midtbanespiller, men det er hastigt ved at ændre sig. Napoli-stjernen blev tidligere på året kåret til turneringens bedste spiller, da Spanien vandt U21-EM og har etableret sig som en af Serie A’s største profiler siden skiftet fra Real Betis for 225 millioner kroner i sommeren 2018.

Den udvikling er ikke gået ubemærket hen i hjemlandet, og nu beretter Marca, at Real Madrid har indstillet kikkerten på Ruiz. Det er velkendt, at Los Blancos yderst gerne vil forstærke midtbanen, og blandt andre danske Christian Eriksen har gentagne gange været kraftigt sat i forbindelse med hovedstadsklubben.

Manager Zinedine Zidane vil helst have Paul Pogba, men det lykkedes ikke denne sommer at vriste ham fri af Manchester United. Nu spekuleres der i, at franskmanden ville være klar til at acceptere en erstatning til januar, hvis verdensmesteren stadig ikke er tilgængelig.

Det er her, at Fabian Ruiz kommer ind i billedet. Den unge playmaker har dog ingen frikøbsklausul, og det menes ikke, at Napoli har i sinde at miste deres guldfugl. Udover Ruiz og Eriksen nævnes også Ajax’ Donny van de Beek og for tiden udlejede Martin Ødegaard som mulige kandidater til Real Madrid-midtbanen.

Loading