• Nyhed

Samuel Mraz blev blågul helt mod Esbjerg

Getty Images
Annonce

Brøndby kom foran med to i første halvleg, men i anden halvleg fik Esbjerg reduceret. De blågule holdt dog hele vejen hjem og vandt 2-1

Fem gange i træk var det lykkedes Esbjerg at besejre Brøndby inden aftenens opgør, men vestjyderne fik deres sag for mod de blågule, som havde vundet fire Superliga-kampe i træk.

Som forventet var Brøndby mest på bolden i kampens indledning, mens Esbjerg var tilfredse med at stå længere tilbage på banen og lukrere på kontra.

Det betød en start på opgøret uden de store chancer, selvom der dog var appeller for straffespark i begge ender. Begge skulle nok være dømt, men blev det ikke.

Kampens første rigtige chance kom efter 29 minutter spil, og det var Samuel Mraz, som stod klar, da en løs bold endte i feltet. Substitutten for karantæneramte Kamil Wilczek bankede flot bolden i nettet. 1-0 til hjemmeholdet.

Ikke mange minutter senere dukkede slovakken igen op. Simon Hedlund lagde et fint indlæg i boksen, og Mraz headede bolden i en blød bue over keeperen til 2-0.

Esbjerg kom også til et par fine chancer, men Marvin Schwäbe afværgede samtlige afslutninger indenfor målrammen.

Vestjysk comeback tæt på

Efter pausen kom Esbjerg længere frem på banen, mens Brøndby havde svært ved at få spillet til at flyde. Vestjyderne var især farlige dødbold, men modsat de seneste kampe viste Schwäbe fine færdigheder væk fra stregen.

Esbjerg var dog ikke knækket, og med et kvarter igen reducerede Lars Olsens drenge. Et hjørnespark blev smækket ind på forreste stang, hvor Yuri Yakovenko steg til vejrs og pandede den i kassen.

Mod slutningen pressede udeholdet på, men Brøndby holdt skansen og vandt dermed 2-1.

Loading