• Kamp

Saúls lynscoring nedlagde Liverpool

Saúl, Atletico Madrid
Annonce

Atlético Madrid tager en 1-0-føring med til Anfield om tre uger, efter Saúl afgjorde løjerne mod Liverpool med sin tidlige scoring

Champions League vendte tirsdag aften tilbage med et brag, da Atlético Madrid tog imod Liverpool i den første af to 1/8-delsfinaler.

Sæsonen taget i mente var Liverpool åbenlyse favoritter til at avancere, men Atlético kom ud til opgøret med lyn og torden.

Efter få minutter prikkede Saúl Ñíguez hjemmeholdet på 1-0 efter et hjørnespark, og så trak Diego Simeone sine tropper tilbage.

Resten af første halvleg blev derfor præget af et massivt Liverpool-tryk, men briterne kunne ikke lirke de kompakte spaniere op.

Faktisk havde Atlético de største chancer, og specielt Álvaro Morata burde nok have bragt sit hold yderligere foran efter en stor fejl af Virgil van Dijk, men Alisson fik blokeret afslutningen.

Eneste store Liverpool-mulighed kom ti minutter inden pausen, hvor Mohamed Salah fik et godt tilbud i feltet, men Felipe afværgede med hovedet.

Hvis man troede, presset mod Atlético-målet ikke kunne blive hårdere, blev man klogere i anden halvlegs første kvarter, for de stribede madrilenere kom næsten ikke ud af eget felt.

Det resulterede også i endnu en stor chance til Salah, men hovedspillet er ikke egypterens største force.

Efter en times spil fik værterne dog lidt luft, og så dukkede der pludselig en skudmulighed op til Morata, men angriberen kiksede afslutningen.

I den anden ende brændte det også på, da Jordan Hendersons afslutningen lige akkurat sneg sig uden om den ene opstander.

Trods det store spilovertag fik Jürgen Klopps mandskab aldrig fundet vej til nettet, og Saúls tidlige scoring endte dermed med at afgøre kampen og give Atlético en 1-0-føring at tage med til returopgøret på Anfield.