• Nyhed

Schmeichel før skæbnekamp: En utrolig situation

Getty Images
Annonce

Leicester kan med en sejr over Manchester United søndag sikre sig Champions League-fodbold, og Kasper Schmeichel glæder sig til Premier League-dramaet

Leicester City havde på et tidligere tidspunkt i sæsonen et forspring på 15 point ned til den femteplads, der kun giver kvalifikation til Europa League og ikke til Champions League. Men efter en række skuffende resultater siden genopstarten oven på corona-pausen, indtager The Foxes nu netop den femteplads inden søndagens sidste spillerunde.

Her venter tredjeplacerede Manchester United, og alt er stadig i spil for Leicester, der med en sejr kan sikre sig adgangsbilletten til Europas fineste klubturnering. Og det er en voldsom motivationsfaktor for Kasper Schmeichel, der ikke lægger for meget vægt på de tabte point.

“Hvis vi var blevet tilbudt det her scenarie inden sæsonen, så havde vi 100% taget det. Det er de her kampe, man vil spille i,” udtaler den 33-årige keeper til klubbens hjemmeside.

“Man kan se det til træning. Alle ser bare frem til det. Alle er helt klar. Når man kigger på vores form over hele sæsonen, så er vi et ungt hold, og der vil være ujævnheder. Men vi er i en utrolig situation.”

“Vi kan ikke bruge formkurven til at vise, hvordan en kamp bliver. Det er praktisk talt som en cupfinale for os,” tilføjer Schmeichel.

Leicester-Manchester United, og alle de øvrige resterende Premier League-kampe, fløjtes i gang søndag kl. 17.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.