• Kamp

Sen Ronaldo-kasse sikrede Juventus remis mod AC Milan

Simon Kjær, AC Milan
Getty Images
Annonce

AC Milan lignede længe en vinder af aftenens Coppa Italia-opgør mod Juventus, men til slut scorede Cristiano Ronaldo på straffespark

De fleste havde nok forestillet sig, at Juventus ville dominere torsdagens Coppa Italia-opgør mod AC Milan, men hjemmeholdet havde tænkt sig noget helt andet.

Simon Kjær og kompagni satte sig nemlig ganske solidt på kampen fra start og kom også frem til et par gode afslutninger, heriblandt en fra Davide Calabria. Gianluigi Buffon kom dog i vejen med en fin redning.

Juventus havde kun et enkelt reelt forsøg i første halvleg. Det stod Juan Cuadrado for efter 35 minutters spil, men Gianluigi Donnarumma havde nogenlunde styr på afslutningen.

Hul på bylden

AC Milans dominans fortsatte efter pausen, hvor Buffon i flere omgang blev testet med langskud, og med en halv time tilbage gik der hul på den rutinerede keeper.

Et indlæg fandt Ante Rebic, som satte foden på kuglen og sendte den sikkert i nettet uden chance for Buffon. 1-0.

Meget tydede på, at det skulle være Milans aften, men med 20 minutter igen modtog Theo Hernandez sit andet gule kort efter en voldsom tackling, og så var Juventus en mand i overtal.

Tiden begyndte så småt at løbe ud for Juventus, men så tog Cristiano Ronaldo hovedrollen. Portugiseren forsøgte sig nemlig med et saksespark. Det blokerede Calabria med armen, og så blev der korrekt dømt straffespark efter en kort konsultation med VAR.

Ronaldo eksekverede selv og scorede stensikkert til 1-1, hvilket også blev kampens endelige resultat.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.