• Nyhed

Skadesregn i Barcelona: Endnu en stopper i fare for at misse Napoli-møde

Ronald Araujo
Foto: Marca.com
Annonce

FC Barcelonas store forsvarstalent Ronald Araujo måtte grådkvalt hjælpes fra banen, da han i går pådrog sig en skade i B-holdets oprykningsfinale

Det var dårlige nyheder for FC Barcelona, da deres B-hold i går missede oprykningen til Segunda Division i en kamp, hvor de var foran med 1-0 ved pausen, men endte med at tabe 1-2.

Da det var en yderst vigtig kamp, havde B-holdet fået lov at låne førsteholdets forsvarsspiller Ronald Araujo, der har spillet de seneste kampe i La Liga.

Dette viste sig dog at blive en dyr beslutning, da han måtte udgå fra kampen med store smerter i anklen.

Skaden kan med stor sandsynlighed betyde, at han ikke bliver klar til mødet med Napoli i ottendedelsfinalen af Champions League d. 8. august. Med Samuel Umtiti skadet og Clement Lenglet tvivlsom, betyder det, at det lige nu kun er Gerard Piqué, der er 100 % klar af de naturlige midterstoppere i klubben.

Som alternativer ville man måske kigge mod enten Sergio Busquets eller Arturo Vidal, der har gjort sig i det centrale forsvar for catalanerne tidligere. Men de sidder altså begge ude med karantæne i kampen.

Derfor er der en del at tænke over for trænere og ledelsen i Barcelona de kommende uger, men under gårsdagens kamp, så det ikke ud til at bekymre præsident Josep Bartomeu det store. Han fik sig nemlig lige en lur i anden halvleg.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.