Skadet Ronaldo melder sig selv klar snarest

Portugal og Juventus kan trække vejret igen, da Cristiano Ronaldo forventer at være tilbage inden for to uger

Både Portugals landshold og det italienske klubhold Juventus holdt vejret, da Cristiano Ronaldo måtte forlade banen i Lissabon i første halvleg af 1-1-opgøret mod Serbien i EM-kvalifikationen.

Med en vigtig kvartfinale mod Ajax i Champions League 10. april ville det være en bet for Juventus at undvære deres målfarlige angriber.

Klubben kan dog ånde lettet op, for superstjernen er ikke selv bekymret for sin skade.

“Jeg er ikke bekymret. Jeg kender min krop, og om to ugers tid er jeg klar til at spille igen,” siger han ifølge Tom Kundert, journalist på det portugisiske medie Portugoal.

På sidelinjen kunne Ronaldo se til, mens Portugal for anden kamp i træk spillede uafgjort efter 0-0-skuffelsen mod Ukraine 23. marts.

“Jeg mener oprigtigt, at vi spillede godt i de to kampe. I aften var det en af de kampe, hvor bolden ikke ville i mål. Hvis man forstår fodbold, ville man se, at Portugal fortjente at vinde begge kampe,” siger han ifølge Tom Kundert.

Med tyve minutter tilbage af kampen ved stillingen 1-1 appellerede portugiserne kraftigt for, at en serbisk forsvarsspiller ramte bolden med armen i straffesparksfeltet.

Avis: Ronaldo får ny rolle i Juventus

Den nye Juventus-træner Maurizio Sarri har angiveligt tænkt sig at benytte Cristiano Ronaldo på positionen som falsk nier

Dommeren Szymon Marciniak tilkendte i første omgang straffesparket, men trak det efterfølgende tilbage efter en snak med linjedommeren.

De efterfølgende videobilleder viste dog, at forsvareren ramte bolden med hånden, hvilket frustrerede Cristiano Ronaldo.

“Straffesparket var tydeligt. Hvis vi har VAR (Video Assistant Referee, red.) i alle andre turneringer, hvorfor så ikke her?,” spurgte Cristiano Ronaldo retorisk efter kampen.

Han henviste til, at man endnu ikke bruger VAR i EM-kvalifikationen til at gennemse domme, som man for eksempel gør i Champions League.

For Portugal betød resultatet, at de to første kampe i EM-kvalifikationen blot har givet to point i gruppe B, som Ukraine topper med fire point efterfulgt af Luxembourg, der har tre point.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her